Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Harald Høffding: Gensvar til Dr. Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg har ingenlunde lagt Vægten paa, hvor meget det store
Menneske selv føler sig som Middel. Jeg har kun i Forbigaaende
sagt, at de store Mennesker selv ganske sikkert vilde afvise den
Nietzscheske Teori, fordi de hverken i deres Modtagen eller i deres
Virken føle sig sondrede fra den øvrige Menneskehed, og fo^di de
ene i den Idé, i den Sag, de tjæne, ville finde Maalestokken for
deres Værd. At Linen i dem skulde være løben ud, ville de ikke
gaa ind paa. Jeg har udtrykkelig gjort opmærksom paa, at
Stormennesket hverken behøver at tænke paa Menneskehedens
Velfærd eller en Gang at have nogen klar Bevidsthed om sin
Opgaves Betydning. Det største øves ofte uvilkaarligt, drømmende,
instinktmæssigt. Det Motiv, af hvilket vi erklære et Menneske for
stort, behøver ikke at være det, der har besjælet dette Menneske
selv ved dets Handlen. Eller som jeg plejer at udtrykke det:
Vurderingsmotiv og Handlingsmotiv behøve ikke at falde sammen.
Og det kan ofte være heldigt, om de ikke gøre det. Naar en stor
Mand falder i Vandet, vil det næppe være heldigt, om han vil
give sig til at beregne, om det nu ogsaa for Menneskehedens Vel
er nødvendigt, at han kommer op. Derimod vil det være heldigt,
om hans Selvopholdelsesinstinkt er saa stærkt, at han uden videre
arbejder sig op. Og saaledes forholder det sig ogsaa med al
Virken i det store, ja i Grunden med al Virken. Det sidste Maal
tjæner ved de enkelte Handlinger og Værker kun som en
Maale-stok, et Kriterium, der i Regelen kun højst indirekte og gennem
mange Mellemled, som langvarig Refleksion maa udfinde, kan
anvendes paa de særegne Tilfælde. Baade Tankeløshed og
Hensynsløshed kunne derfor ofte være at anbefale.
Ogsaa jeg betragter det store Menneske som Kulturens
Kilde. Det udtalte jeg i »Demokratisk Radikalisme« p. 855 f. 857 f.,
og det var allerede en Hovedtanke i min Etik, hvor den navnlig
bliver af Betydning ved Spørgsmaalet om Statens Forhold til
Kulturen. Jeg har dér hævdet, at Kulturen ikke er Statens Værk, ti
»baade den materielle og den aandelige Kulturs Oprindelse fører
os stedse tilbage til enkelte Individer, i hvis Bevidsthed de nye
Tanker ere bievne til. Indenfor den enkeltes Bevidsthed have
disse nye Tanker deres første Kamp for Tilværelsen at bestaa________
Hvad der saaledes har udviklet sig i det skjulte, kan senere
komme Statslivet til Gode, men dette kan ikke selv fra først af
udvikle det« (Etik p. 366).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
