Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dage, som Kirken har paabudt det. Barnet blev rask, og jeg
har holdt mit Løfte. . . . Meri jeg kom bort fra min egen
Uddannelse. ... Noget har jeg jo læst ved mine Studier for at blive
Fødselshjælperske, men det er ikke den Slags Viden, som bringer
en op i de dannedes Kreds. Man maa studere noget om Tyskernes
Historie og lære noget Geografi. ... Ser De, naar man nu havde
en god Mand, med en fem seks tusend Franks i aarlig Indkomst,
som ikke havde for meget at bestille, saa vilde jeg kunne leve
sammen med ham, og han vilde spare ved det, for en Kone er
billigere end en Elskerinde, og Mand og Kone bruger ikke mere
tilsammen end en flot Ungkarlemenage, det véd jeg af Erfaring.
Jeg vilde saa i fem Aar lægge op, hvad jeg tjænte ved min
Praksis . . . naturligvis vilde jeg selv betale, hvad de to Børn
koster, det vilde blive godt og vel 10,000 Francs ... det var mer
end nok til at udbetale en Villa med Stue og første Sal. De har
forbygget sig i disse Byer omkring Paris ... man køber billigt,
Renterne af Købesummen kan man omtrent faa ud ved Lejen af
en af Etagerne.
Georg Jørgensen havde siddet og set ned i Gulvet. Kun en
enkelt Gang havde han løftet Øjnene op mod Madame Berthe,
der talte uafladelig i hurtigt Tempo, bestandig med Profilen vendt
til ham. Nu sad hun foroverbøjet med det ene Knæ hvilende
i de foldede Hænder. Hendes Fod var fin og smal som en virkelig
Dames, hun vuggede den frem og tilbage. Støvlens lakerede
Læderkantning skinnede som poleret Smedejærn under den
ensformige Bevægelse, rhytmisk som Pendulens Gang paa et Taffelur.
Lysreflekserne paa Kjolens sorte Silkestof havde ogsaa noget
staal-agtig koldt. Hendes korte Profil stod i Dagen som skaaren i
Træ.... Georg Jørgensen sagde ved sig selv:
— Hun ligner en... ja, hvad er det for en Fugl, hun
ligner med det Næb og de Øjne og den evig kvidrende Snak?
Madame Berthe slap Hænderne om sit Knæ og lagde sig
let tilbage i Stolen, lod dog bestandig den smalle Fod titte frem
og bevæge sig til begge Sider, mens hun støttede den anden mod
Gulvet med den høje og spidse Støvlehæl. Hendes hele Stilling
blev lidt mageligere, hun syntes let at give sig hen i Nydelsen af
det Fremtidsbillede, hun havde tegnet, da hun sagde:
— Se saa kunde man tage en Baad paa Seinen paa
Hverdagene, om Sommeraftnerne, naar det var meget, meget... saadan
rigtig gennemsigtig klart ... ikke en Sky paa Himlen ... tage en
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
