Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvor hvilede dette lille fine, baade faste og bløde Legeme
tæt i hans Favn. Han havde en smigrende Følelse af. hvor han
magtede det, hvor han ævnede at holde det fast til evige Tider,
om han vilde.
Hvad var det? Det var som en Fjer atter strammedes
i hende.
Inden Georg Jørgensen vidste deraf, gjorde hun et skarpt,
tørt Ryk i hans Favn, gled saa ud af den, smidig som en Slange...
han stod der betuttet over ikke at have benyttet sin Kraft, han
følte var saa vældig. . . . Madame Berthe var et godt Stykke
fra ham.
Der stod hun dødt smilende, glattende paa Haar og Kjole.
Georg Jørgensen gjorde en Bevægelse hen mod hende.
Bestandig smilende tog hun fat i Stoleryggen og holdt Stolen ud
imellem dem. Nu var hendes Træk stramme som en Maskes;
det døde Smil blev til en Grimace, mens hun nynnede med
glas-klokkeklingende Røst de to Linjer af en bekendt Vise fra
Sang-kaféerne :
Hvis min Mand det saå, hvis min Mand det saå,
som Tigeren han raste vildt.
De maa huske paa, De maa huske paa,
at jeg er baade gift og skilt.
Georg Jørgensen søgte at aabne en Kamp med hendes
Øjne, at stirre imod hende. Han maatte dog være den stærkeste.
Han var dog ellers ikke uerfaren.
Hun sænkede Stolen. Han gjorde et Skridt fremad. Hun
løftede den atter. Deres Øjne forlod ikke hinanden.
Hendes Læbers Linje blev til en tynd, tynd rød Streg. Hun
holdt Tænderne sammenpressede, syntes han. Hendes Næsetip
blev hvid, den maatte være haard som et Næb; den maatte
kunne »hugge«.
Silken laa blank og ubevægelig som et Staalharnisk over
det høje Bryst og om den tynde Midje. Aandedrættet bevægede
den ikke, Aandedrættet var som standset.
Mere og mere døde alt Liv, al Udsigt til Bevægelse ud i
dette lille, strammede Legeme.
Se hvor Haanden krummede sig om Stoleryggen som en Klo!
Det blev uhyggeligt. Berthes Øjne, hele hendes Skikkelse,
virkede paa Georg Jørgensen som en blank Metalplade paa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
