Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Emil Hannover: Af Empirestilens Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som Rococoens Modstander og viser I ilbage til Antiken. Men
hans Ord finder ringe Genklang, og Rococoen blomstrer dem
tiltrods frodig i Tyskland, i Dresden, i Berlin, i Munchen og fremfor
alt i Renaissancens gamle By, — i Augsburg.
Efter Krubsacius følger ingen ringere end den store Winckelmann.
Hans første Skrift — om Efterligning af de Gamle — er skrevet 1755,
inspireret af Antiksamlingen i Dresden. Men heller ikkeWinckelmanns
mægtig manende Ord fik synderlig heldig Indflydelse paa Kunsten.
Raphad Mengs, en Eklektiker uden Aand og Sjæl, en mat og tonløs
Efterklang af de italienske Akademikere er Winckelmanns Teori
omsat i Praksis. »Den eneste Vej for os«, siger Winckelmann,
»til at blive store, om mulig endog uforlignelige, er at efterligne de
Gamle«. Han ærer Raphael Mengs som selve Raphaels Overlegne,
som en Kunstner, hvis Lige Verden aldrig mere vil faa at se. Da
han lærte ham personlig at kende, var han allerede den
europæiske Berømthed, der, medens han malede, i guddommelig
Ekstase dikterede sine »Tanker« om Kunst for en Kreds af andægtig
lyttende Tilhørere. Disse Mengske »Tanker« indfører i Tyskland
den skematiske, systematiske Ordning af Kunstværdier, indfører et
Alenmaal, med hvilket alt blev maalt og alt slaaet fordærvet, —
en gold Æstetiseren, som dræber Nationalitet og kvæler
Individualitet. Raphael Mengs kunstneriske Troesbekendelse, der til
vore Dage har gjort Proselyter i Tyskland er denne: med Raphael,
Correggio og Tizian »opstaar Smagen i Kunsten«. Men da Kunsten
er en Efterligning af hele Naturen, og da denne i Omfang
over-gaar vor Forstands Rækkevidde, indrettede Forsynet det saa
viselig, at hver af disse tre Kunstnere kom til at bearbejde sin
særlige Del af Naturen. Raphael fik Udtrykket, Correggio fik
Grazien, Tizian Koloriten. Ifølge Mengs Teori er Udtrykket det
fornemste og Raphael derfor den ypperste af disse Kunstnere,
Grazien det næstfornemste og derfor Corregio Nr. 2, og endelig
Tizian Nr. 3; men størst af alle Kunstnere er dog
Grækerne, fordi de i deres Kompositioner har forenet alle mulige
Fuldkommenheder og naaet det skønne Ideal, der er Kunstens
Maal. I saadanne tomme og taabelige Betragtninger forsumper i
Tyskland efter Aarhundredets Midte al Kunst, og det er først, da
Carstens’ aandelig stærke og stolte Person fremstaar, at Tyskland
— eller er det maaske Danmark ? — faar en i Sandhed kunstnerisk
Repræsentant for de ny-klassiske Ideer, der bevægede Tiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
