Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Emil Hannover: Af Empirestilens Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunde taale at spille Kort med de Konge- og Knægt-benævnede
Blade, — Revolutionen, som ikke vilde færdes paa Gader og
Torve, der bar Hofmænds og Kongers Navne, — Revolutionen,
som afsatte Vorherre og vilde demolere den gotiske Katedral i
Reims, — Revolutionen sønderslog i afsindigt Raseri
Rococo-Kunstens Mindesmærker, undertrykkede Akademiet, satte
Dæmninger for Traditionerne og kappede Hovedet af deres
Repræsentanter, saa ofte den fandt det for godt.
Kun en eneste Tradition i Kunsten lod Revolutionen leve,
— ikke af Pietetsfølelse, men for at smykke sig med den.
Det var Ny-Klassicismen. Revolutionen lod den ikke
blot leve, men satte den i Højsædet, rigtignok paa Betingelse af,
at den vilde anlægge nogle af Revolutionens Fjeder og forresten
besmykke dens Gærninger og være en Slave af dens Luner.
Ti Revolutionen stillede sig mere tyrannisk og mere
doktrinært til Kunsten end noget Akademi, nogen Konge eller nogen
Maitresse havde gjort det. Den indskrænkede sig ikke til — som
Akademierne — at foreskrive en Behandling af Æmnerne, ikke
heller til — som Kongerne og Maitresserne — at fordre
Protektoratet over Kunsten. Revolutionen gav Kunsten et Program, der
var det snævrest mulige og anerkendte ingen Kunstydelse, der
ikke var i Overensstemmelse med dette Program. Aldrig løftede
Teorien sin Stemme højere end i hine Dage, og aldrig bøjede
Kunsten sig lydigere under dens Aag end den Gang, da man
dekreterede alle Aag ud af Verden.
Revolutionen gjorde Kunsten til sin ydmyge Tjener, gjorde
dens Udøvere til citoyens først og fremmest og fordrede af dem,
at de skulde arbejde med paa Menneskehedens Genfødelse ved
ideale Fremstillinger af revolutionære Bedrifter. I et af det
nydannede Kunstnersamfunds Møder i Aaret 1793 udtaler Jaques
Lebrun: »Et folkeligt og republikansk Selskab for Kunst maa
intet foretage sig, der ikke kan være nyttigt for Folket og dets
Genfødelse. Hvad formaar en Blomst eller et Landskab at
indvirke paa Sæderne«.
Det daglige Liv saa lidt som noget af alt det, der var
hændt før Revolutionen, var værdigt til kunstnerisk Fremstilling.
Skildringen af selve Omvæltningen anerkendtes, men bifaldtes dog
langt fra saa meget som Fremstillinger af saadanne
Oldtidsbegivenheder, med hvis heroisk-republikanske Karakter, Revolutionen
følte sine egne Mord beslægtede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
