Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Farve). Og hun er et nyt Temperament. Sammenlign hende
i Tankerne med det lidt ældre Repertoires »Heltinder«! Hun här
intet af deres bløde, hengivelses-trængende, ubevidste Sanselighed;
hun er som »tør Varme«, selvsikker, et hurtigt og klart Hoved.
Derfor synes hun for Mænd lige straks let ä prendre — og naar
saa Hannerne stimer frem, løber de Panden som mod et blankt
Spejlglas; derfor er hun ikke »snerpet« i sin Tale, kjender ikke
til Blyhed, soin jo kun er en Form af Svaghed; og naar
Kærligheds-Erklæringerne kommer, faar de hende ikke et Sekund til at
slaa Øjnene ned. Først smiler hun af dem; saa taler hun
kammeratligt om Tingene, giver Grunde for sit Nej; og tilsidst klapper
hun den afviste Bejler paa Haaret, som man trøster et Barn. I
sit gode Lune er hun overhovedet tilbøjelig til den Art Mildhed,
der er Overbærenhed. Men hun er opfarende, ustyrlig, som Glød
under Aske. Hendes fremfusende Naturel har en Længsel efter —
enten Virksomhed for andre, det vil sige rent abstrakt: for
»Udviklingen«, for »Fremskridtet« — eller ogsaa stærke Sensationer,
»i Glans, med Hester«. Den Mand, som skal vinde hende helt,
maa da ogsaa være fornem, behersket, aristokratisk, radikal
Aristokrat: atter en Slags Glød bag Aske! Og til ham vil hun
se op i frydefuld Stolthed over, at hun har kunnet vinde og
bevare ham.
Kun naar Digterens og Tidens Syn paa en scenisk
Hovedfigur falder sammen, vil Figuren gøre Lykke. Har Tiden et andet
Syn paa den, saa enten ændrer Skuespilleren Figuren (som det
f. Eks. efterhaanden er sket med Moliéres Alceste, hvem det
komiske helt er blevet strøget af), eller ogsaa gør Stykket Fiasko ....
Det er afgjort nok, at paa vort kgl. Teater fik Fru Hjelm-Figuren
ligesom lidt blødere Konturer, den blev en Smule mere
gammeldags »kvindelig«, end den er tænkt. Men ialfald Hovedtrækkene
i dens Fysiognomi saas dog endnu, . .. og man véd, at de
frastødte ikke. Med andre Ord: Figuren tør, til en vis Grad,
betragtes som repræsentativ, i det mindste for Tendenser hos
store Dele af Publikum!
Endnu interessantere er forøvrig dens mandlige Pendant,
Finn Hals. Maaske for første Gang kommer her en Mand, som
skal have og har Publikums Sympati, og erklærer i fuldt Alvor,
at det er — modbydeligt at være forelsket! Uroen, Uvisheden, den
fornuftløse Søgen og Haaben og Spejden, som følger med
Forelskelse, følte man vel ogsaa tidligere som en Kval; men Nerverne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
