Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvad Stykkets Forfatter havde skrevet. Ulykken kom alene af,
at Forfatteren ikke havde ævnet at sige, hvad han mente, ja at
han- endog i det afgørende Optrin var kommen for Skade at sige
netop det modsatte af sin Mening.
Det er nogle underlige Volter, som yngre Poeter slaar nu
til Dags. De taler saa meget om »Kunst«; men sjældent har man
ligesom med beraad Hu været længere borte fra at være
Kunstner end nu. Ti hvori bestaar en Digters Kunst? Aabenbart
alene i dét: at kunne »digte«, at kunne fortætte og
sammentrænge, at eje det mærkelige Haandelag, der tillader En at putte
en Verden i en Nøddeskal. Og Dramatikerens Verden er — for
det første naturligvis de optrædendes Karakterer; dernæst deres
skiftende Stemninger; endelig de levende og døde Omgivelser,
for saa vidt som de fremkalder eller farver disse Stemninger. Alt
dét, lige indtil det nødvendige Sceneri, skal Teaterdigteren have
presset sammen i sin Nøddeskal, i Dialogens Indhold og Replikemes
Form. Hvis man vil tage de gamle Mestre, saa skal man se, at
de har ogsaa faaet det med. Læs f. Eks. den vidunderlige
Introduktion til »Hamlet«, der kunde og kan spilles paa en Scene saa
tarvelig som Shakespeares: ægte Kunst, som den er, »bringer den
alt med sig i sig selv.« Men vor Tids yngre Poeter ikke en Gang
beflitter sig paa sligt. De læsser store Partier af deres kunstneriske
Opgave frejdigt over nu paa Skuespillernes private Personlighed,
nu paa Sceneinstruktøren eller Dekorationsmaleren. Fra Aar til
Aar bovner derfor de ukunstneriske Scene-An visninger op: at
saadan og saadan skal Figurernes Ydre, deres Blik, deres Tale
være, og saadan og saadan en Stemning skal der være over det
døde Milieu. Men i Herrens Navn, Poeter! hvis I vil kaldes Digtere
og Kunstnere, saa skal vi jo kunne se, saa skal vi kunne høre
alt dét ud af Eders Repliker! ... Ak, det nytter ikke at raabe!
de fleste nymodens Poeter vender det døve Øre til! De er optagne
af at glitte og baldyre Sproget. Deres »Kunst« bestaar i at
frembringe en sart og stadig Rytme, som lig en blank Fernis kan
brede sig over Arbejdet fra Begyndelsen til Enden, afdæmpende
Udtrykkene for de skiftende Sjælsrørelser og utydeliggørende saa vel
hvem der taler og hvem der tales med som i hvad for Omgivelser
der tales. Et aandløst Sprogkunstleri er traadt i Stedet for den
store Kunst, og bringer saa mange af den moderne Poesis Figurer
til at ligne hine fine Folks Børn, hvorom en Moralist sagde, at de
22*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
