Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og saarer Jfr. Næve, det er sandt. Men hvad gør Jfr. Næve, hun,
der er tænkt som den flinke Sangfugl under Stormen? Jfr. Næve
slaar sig for Brystet og lovpriser paa den bibelske Tolders Vis
sig selv: jeg er Gudskelov ikke ond, siger hun, men De er ond!
Og da hendes fordums Rival grædende beder om Forladelse,
svarer hun Dommer-myndigt: Ja se den Graad kunde De have
trængt til for længe siden; nu kan vi se, om Ruelsen holder sig,
i saa Fald skal jeg tilgive! ... Folk med et godt og glad Sind
plejer at føre et andet Sprog. Ogsaa de kan fare op og blive
vrede; men de lader ikke Solen i Hjærtet gaa ned over
Vreden, allermindst overfor en, hvis Liv jo dog er forspildt
og glædeløst.
Det var dette, der sigtedes til med Ordene om, at Forfatteren
havde sagt det modsatte af hvad han mente. Skulde det Billede
af Jfr. Næve komme frem paa Scenen, som han havde »tænkt
sig«, saa maatte hans Fejltagelse have været dækket og ligesom
borteskamoteret af den spillendes Personlighed. Fru Phister
derimod kom unægtelig til at fremhæve den, baade ved Arten
af sit Blik, der jo er lidt skarpt, og ved Klangen af sin Stemme,
der jo er lidt spodsk, og allermest ved sin Prestige hos Publikum,
der er vant til at se hende i spodsk affejende Roller, og som
derfor har let til at søge og finde netop den Nuance, saa ofte
som det ser hende.
Men skulde da et saa vanskabt Stykke overhovedet aldrig
have været opført? — Man skal aldrig sige aldrig i dramaturgisk
Kritik. De »Regler«, som visse Teaterkritikere har ophøjet til
Dogmer, er bare en Slags Routinens Leveregler, som endda
langsomt forældes og taber deres Værd. Alt kan spilles og gøre
Lykke, forudsat at man til alt har just de Kræfter, som kan
spille det lykkeligt. Teatret har atter og atter været
Opamnings-Anstalt for svagelige poetiske Fostre; det kan lige saa godt være
orthopædisk Institut for vantrevne. Havde man (hvad København
næppe har efter Fru Sødrings Bortgang) haft en Skuespillerinde,
hvis Personlighed faldt sammen med det tænkte Billede, med
Idealet for Jfr. Næve, — en Skuespillerinde, der selv naar hun
talte stolte og haarde Ord syntes os Tilskuere mild og uden
Selvretfærdighed, — ja saa skulde man have antaget Stykket.
Hvis ikke — ikke! Og ved den Beslutning burde intet Hensyn
have kunnet rokke. Ti en Opførelse som den, det lille Stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
