Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Professor Harald Høffding: Epilog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
give dem alt hvad der kan fordres for dem, og jeg lægger den
aller største Vægt paa deres Uundværlighed. Ligesom det er en
Grundtanke i min Etik (se særligt Afsnittene om Kulturen og
om Staten), at alt nyt og værdifuldt har sit Udspring i et enkelt
Menneskes Sind, ud fra hvilket det træder frem for at kæmpe
sin Kamp for at bestaa og herske i Verden, saaledes havde jeg
allerede i et ældre Skrift (Om Grundlaget for den humane Etik.
1876. p. 81 f.) udtalt: »Historiens store Skikkelser, i hvilke de
menneskelige Opgaver og Formaal fremtræde ligesom
personificerede, staa som Forbilleder, som Typer for, hvad det
menneskelige Liv kan være*, og jeg havde anført Longfellows smukke
Linjer (af hans Psalm of Life):
Lives of great men all remind us,
We can make our lives sublime.
Der vil heller ikke kunne paavises noget i mine seneste
Udtalelser, af hvilket der skulde kunne udledes hvad Dr. Brandes
skriver om mig i sin Duplik: »Det ønskelige var for ham, at ...
Livet gled stilfærdigt af Sted som en douce Strøm med en lille
fredelig Gennemsnitslykke for Hvermand«. Dette følger ingenlunde
af min Ytring om, at det ofte var ønskeligt, om de store Mennesker
havde kunnet undværes. Jeg tænkte derved særligt paa de ulykkelige
Tider, Opløsningens Tider (som i Følge Nietzsche især ere dem, i
hvilke de store og fornemme blive til). Naar man kalder de
store Mennesker Historiens Maal, saa maa dog vel deri ligge, at
det altid er ønskeligt at skaffe dem Betingelserne for at optræde.
Men hvem vilde styrte et Folk i Ulykke, for at en stor Mand
kunde faa Lejlighed til at virke? Et helt andet er det, hvad man
bag efter kan sige. Naturligvis har Jeanne d’Arc’s Skikkelse været
og er stadigt et stort Gode for Frankrig. Jeg har selv gjort
opmærksom paa, hvorledes Modsætningerne: Fald og Storhed i
Virkeligheden ere sammenkedede. — Jeg kunde dog godt ogsaa
udstrække Betragtningen til andre Tilfælde. Dersom vi kunde
gøre Livet i alle saa kraftigt, rigt og ophøjet, at de enkelte
særligt saa kaldte store ikke vare nødvendige som Hjælpere eller
Forbilleder, skulde det saa ikke være det bedste? Og er dette i
en vis Forstand ikke det egentlige Maal,t som leder os i vor
Vurdering og Stræben i de enkelte Tilfælde?
Alle Mennesker ere baade Maal og Midler, og ingen af
disse to Synspunkter kan nogensinde falde helt bort, eller: Idealet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
