Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Professor Harald Høffding: Epilog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sin udødelige Bog »Om Friheden« med den store, sandheds kærlige
Tænkers hele, virkelige Overlegenhed. Han var ikke af dem, der
ikke kunde betone en for Tiden gavnlig Sandhed, uden at bruge
saa store Ord, at alle andre Sandheder stødtes til Side. Faren er
der, og hvis det blot havde drejet sig om »zeitgemåsse
Betracht-ungen«, om at indskærpe noget, der nu til Dags ikke sjældent
blev overset, vilde det have haft min fulde Sympati. Men ingen
skal faa mig til at tro, at Udtalelser af den Art, som Artiklen
»Aristokratisk Radikalisme« vrimlede af, vare nødvendige dertil,
eller egnede sig dertil.
Den Fare, som er til Stede, kan, efter min Overbevisning,
kun besværges ved ærligt og udholdende Arbejde indenfor
Demokratiet selv. Jeg har den faste Tro, som ikke er
ubegrundet ved Erfaring (ti jeg er ikke den Stuelærde, Dr. Brandes
har villet gøre mig til, skøndt mine Salonerfaringer ganske vist ere
tarvelige), — at der er meget at udrette, dersom vi kunne faa
Mennesker med Ævne og Vilje til at arbejde for »Massen«. Det
vil vise sig, at denne i Virkeligheden bestaar af enkelte. Konse-»
kvensen af Principet om »den enkelte« er ikke den at skille sig
fra Massen paa fornem Vis; den eneste Maade, paa hvilken man
kan faa Bugt med Massen, er at opløse den i enkelte; vil man
øve Tryk imod den ovenfra, vil man blot gøre den saa meget
mere kompakt. Et Aristokrati vil aldrig faa Bugt med Massen,
men netop styrke den. — Alle virkeligt etiske Kulturopgaver og
Reformideer hvile paa en Tankegang som denne.
Nietzsche er endnu langt fjsfernere fra denne Tankegang end
man faar Indtrykket af gennem Fremstillingen i »Aristokratisk
Radikalisme«. Han fordømmer baade Protestantismen og den
franske Revolution, fordi de vare Opstande mod en fornem, fint
dannet og mistænksom Menneskehed og førte til Sejer for det
samme Princip, som forhen havde givet Kristendommen Sejer over
den klassiske Oldtid. Reformationen var efter hans Opfattelse en
aandelig Bondeopstand, en Pøbelbevægelse, og Luther en
Bondelømmel, som ærgrede sig over Romerkirkens Fornemhed og
aabnede det Allerhelligste for alle! (Die fröhliche Wissenschaft.
p. 274. 292. Geneal. der Moral. p. 36. 162). — Den virkelige
aristokratiske Radikalisme maa drage saadanne Konsekvenser.
Den demokratiske Radikalisme frygter derimod ikke for at aabne
det Allerhelligste for de mange. Den véd, at man ikke behøver
at holde de ikke virkeligt indviede borte fra det hellige; de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
