Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Cand. mag. H. Schwanenflügel: Eusebiusfejden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tider lod han Dukken sige bæstiske Dumheder, der skulde gælde
for Vittigheder og vænte derpaa Drengen til at skraale op ved
hver Dumhed og lé, saa han var ved at revne: »aldrig havde
han hørt noget saa vittigt«. Undertiden, naar Drengen havde
talt en Stund roligt med Dukken, lod Evsebius den løfte Armen
og give ham en dygtig Kindhest. Straks maatte Drengen tvinge
et behageligt Smil frem paa sit Ansigt, gøre en dyb Kompliment
og takke hans Ekscellence, mens han artig tilbød den anden Kind.
Eller Evsebius lod Dukken dreje Drengen rask omkring og give
ham et dygtigt Fodspark paa Agterkastellet, saa han faldt og slog
Næse og Mund til Blods. Derpaa fik han ham til skyndsomst at
aftørre Blodet, rejse sig og ærbødig vende sig om til hans
Ekscellence og lade som ingenting. — Hans Datters Øvelser vare af
anden Art. Naar hun kom ind i Værelset med Hovedet koket
paa den ene Side, Brystet blottet og nynnende paa den nyeste
Komediearie, nærmede hun sig hs. Ekscellence med et Par Balletpas
og saa skælmsk til ham. Derpaa lod hun, som om han ikke var
i Stuen. Dukken gjorde Tegn til hende, at hun skulde komme
nærmere; men hun vendte Hovedet bort; Dukken gjorde atter
Tegn, endnu vægrede den lille Jomfru sig. Til sidst gjorde
Dukken truende Bevægelser med Hovedet. Nu kom hun smilende
hen til ham, tog hs. Ekscellences Haand, klappede ham paa
Kinden, satte hans Paryk skævt, lo og fniste og lod sig endelig
kramme og favne af hs. Ekscellence. — Og paa den Vis
fortsættes Opdragelsen. Men da Evsebius’ Børn vokse til, gør de
efterhaanden begge deres Lykke: Sønnen som en fornem Herres
slyngelagtige Lakej; Datteren som fræk Bolerske hos den høje
Adel. — »Evsebius havde set Velsignelsen paa sine gamle Dage
strømme ind over sit Hus. Følte han nogle legemlige
Skrøbeligheder, stammede de fra hans tidligere dydige Liv. — — — Da
hans Endeligt nærmede sig, kaldte han sine Børn til sit Leje og
sagde: »Kære Børn! Jeg har gjort alt, hvad der stod i min
Magt, for at gøre Eder saa lykkelige som det var muligt i denne
Verden! Maaske skulde jeg have opdraget Eder i Dydens strænge
Grundsætninger, ligesom min Fader har gjort ved mig; men ak!
hvortil har vel denne Dyd nyttet mig. Den har været Aarsag i,
at jeg er bleven forjaget, forfulgt, sat i Fængsel, bestjaalet og
lemlæstet. Menneskene have ved deres Adfærd mod min Vilje
drevet mig ind paa den onde Vej, de selv have banet. Jeg har
elsket Eder altfor højt til at udsætte Eder for den Skæbne, som
Tilskueren. 1890. 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
