Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og omvende Majestæten. Grillparzer derimod lader den forelskede
Konge se Liget af Jødepigen (som hendes Fjender har dræbt) og
lader ham væmmes ved Synet af den døde. »Betrachtet hab’ ich
mir’s und hab’ verglichen«. Dermed er den Elskov ude af Verden,
— et virkelig talende Vidnesbyrd om, hvor dybe Rødder Følelserne
for andre havde hos Grillparzer, og hvad han ansaa for stærke og
interessante Følelser!
Man turde maaske have kunnet forudse, at intet af disse
Arbejder vilde formaa ved egen Kraft at fængsle det i Øjeblikket
eksisterende danske Teater-Publikum. Der var ingen hemmelig
Korrespondance mellem dem og det; Folk kunde ikke i hine
Stykker genfinde deres egne — eller Formen for deres egne —
Sindsbevægelser, Hovedfigurerne repræsenterede ikke netop det,
som vor Tid længes stærkest imod, o. s. v. o. s. v. Alt beroede
da paa, om man raadede over den Art store Skuespillerbegavelser,
som kan faa det fjæme til at synes nært og det fremmede til at
synes hjemligt. Men hvor villigt man end bør anerkende
Dagmar-Personalets Flid, — til at binde an med de vanskeligste Opgaver
skorter det dog for stærkt hos det paa baade Intelligens og Teknik og
ofte ogsaa paa fysiske Forudsætninger. Allerede med
Stemmeuddannelsen lader det til at faa vel meget Lov til at gaa, som det
kan. Den ene Aften har Hovedrollens Fremstiller talt alt Vejret
af sig, før han er naaet blot til Midten af Stykket; den næste
Aften synes en anden i en stærkt patetisk Slutningsscene at
have Munden fuld af Spyt, saa Lydene sprutter utydeligt ud imod
en. Og bestandig dyrkes med Forkærlighed en to, tre Toner,
som saa anvendes til at udtrykke snart sagt alle mulige Ting,
f. Eks. en og samme Klangfarve til baade Haan og Sværmeri.
Man glemmer overhovedet maaske vel meget en ganske god gammel
Lære. Da en Debutant spurgte en af det 18de Aarhundredes
store Kunstnerinder, hvad der udkrævedes til at blive en stor
Skuespiller, svarede den kloge Dame: »De maa uddanne Deres
Stemme, — Resten (og hun prikkede ham paa Panden) maa De
have der!«
Nok er det, at kun Fru Edgrens lille Farceubetydelighed
Den Kærlighed fik Tag i Folk. Den
harcelleredeEmancipations-Doktriner, som Folk glæder sig over at høre harcellerede, og den
blev spillet flinkt af to lovende, Hr. J. Wiehe og Frk.
Horne-mann.
Vilhelm Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
