Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. Georg Brandes: Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hele Stykket foregaar i Familiens tarvelige Dagligstue, i
hvilket den yngste lille Datter, et otteaarigt Barn, ligger syg. Stykkets
Stemning er den, som udbreder sig fra dette sygnende Barn, der
tæres hen og dør af Mangel paa tilstrækkelig og tilstrækkeligt
forstandig Pleje. I Hjemmet raader den dybeste Fattigdom. Den
unge Datter syr for Brødet og slæber endog den Aften, paa hvilken
Stykket foregaar, atter en Juleaften, en hel Pakke Syarbejde med
hjem. Man venter denne Aften Faderen med dobbelt
Utaalmodig-hed i Haab om, at han skal bringe nogle Julegaver med til
Familiens Smaa. Da han endelig langt ud paa Natten kommer hjem
med Juletræet under Armen, er han drukken, og svarer haanligt
paa Udbrud af Ringeagt fra Konen, hvem han afskyr, og hvis
Person det er, som fordriver ham af Huset. Efterhaanden stiger
hans Drukkenskab; han vil vække Børnene for at give dem
Foræringer, endog den lille dødssyge Lina, hvis Sygdoms Karakter
han ikke forstaar. Ja han er endog tilsidst i overstadig
Drukkenskab nær ved at forgribe sig paa sin egen voksne Datter.
Den unge Pige forsmægter i denne Sump. Hun lever for
den klynkende Moder, for den fortvivlede Fader, for den syge lille
Søster, for den tolvaarige Broder, og føler sig i dette huslige
Helvede saa uundværlig, at hun lader den unge Kandidat, der elsker
hende og hvem hun elsker, rejse bort for at tiltræde sit Embede
uden at turde eller ville følge ham. Hun er en Engel af Godhed
og Ynde, udført i en ganske realistisk Stil.
Stykket ender gribende med det lille Barns Død. Et Drama
er det ikke. Det maatte nødvendigvis falde igennem paa en Scene,
men det er et mærkeligt ægte Arbejde, stilfærdigt og fornemt i
Stil og Tone, saa trist og dagligdags end Indholdet er.
Af de to unge, omtrent jævnaldrende Forfattere, der nu i
Fællesskab have udgivet et Bind Noveller og et Skuespil, og som
efter deres egen Paastand ikke blot ere forbundne ved et
flere-aarigt Venskab, men ved næsten »kongruente« (o: ensdannede)
kunstneriske Individualiteter, har Arno Holz — født 1863 i
Rasten-burg — før sin realistiske Periode haft en rent lyrisk. I 1886
udgav han den ungdommeligt friske Digtsamling »Das Buch der
Zeit, Lieder eines Modemen«, Digte, i hvilke der lufter et lignende
Frihedspust som i Karl HencJcells to dristige, stormende
Digtsamlinger »Amselrufe« og »Diorama«, der begge ere bievne
forbudne i Tyskland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
