Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - A. O. E. Skram: Et literært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ret beundrede Lie bærer sig ad, skal han finde, at Lie ikke lader
sig nøje med at fremstille Livet i sin Bevægelse. Efter En
Malstrøm skrev han Kommandørens Døtre og Et Samliv, og i begge
disse Bøger er der taget rundeligt Hensyn til den Vane, der
efter-haanden har indsneget sig i de menneskelige Hjæmer at ville
drive det til en Art positiv Begriben af Livsvilkaarene.
Bangs Fortælling om den overanstrængte og forfjamskede
lille Adjunktfrue i Helsingfors, hans Beretning om den afgaaede
Figurantinde, der opretter Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse
omkring i Landsbyerne, og hans Skildring af Frøken Gaja i
Pensionatet danner tilsammen et Hæfte, der er i høj Grad
Opmærksomhed værd paa Grund af sin Livfuldhed og for den Alvors Skyld,
som følger med, tung og smærtende sød, som Krusemyntes og
Heliodropers Duft kan være det. Men særlig i den sidste
Fortælling sporer man, hvorledes Formen næsten med Nødvendighed
peger ud over sine egne Grænser. Hvad der burde være fortalt,
kan denne stakaandede Stil ikke meddele.
Herman Bangs Bog danner en mærkelig Modsætning til
Arne Garborgs Roman Hos Mama. Disse to i høj Grad
forskellige Kunstnere, der begge for Øjeblikket har arbejdet sig ind
i en Fortællemaade, der næppe vil blive den endelige hos dem,
kunde have Udbytte af at studere hinanden. Ikke netop fordi det
er rimeligt, at de umiddelbart skulde kunne lære hinanden noget,
men fordi de ved gensidig Iagttagelse af det ufyldestgørende ved
den andens Fremgangsmaade mulig kunde lokkes til at prøve paa
at gøre Tingen bedre. Tog Garborg fat paa at forbedre Bangs
Metode, og vilde Bang forsøge at udfylde, hvad der denne Gang
mangler i Garborgs Form, skulde man med nogenlunde Sikkerhed
kunne forudsige, at man vilde faa en Kunst at se, som kunde
tilfredsstille selv de meget store Fordringer.
Garborg har valgt at fortælle og fortælle ustandseligt. Han
skildrer næsten ikke.
Det er, som om der var faret en Hovmods Djævel i denne
stærke Skildrer for Herren, som om han i Tillid til sin sjældne
sproglige Ævne har ladet haant om de Midler, andre Kunstnere er
nødt til at ty til, og som han selv i Mannfolk har benyttet med
det allerstørste Udbytte. Det ser ud, som om han har sat sig til
Opgave at ville bringe os Læsere til med sig at foragte al Livets
Udvorteshed og til kun at have vor virkelige Opmærksomhed
henvendt paa det i Bogen behandlede Æmnes indre Historie, paa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
