Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - A. O. E. Skram: Et literært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vedkommende Livsførelses psykologiske Forløb. Alt det, Bang
svælger i, smiler Garborg ad, han viser os det mindst mulige.
Der er for mig ikke Tvivl om, at Garborg har begaaet en
Fejl. Kunsten har først og fremmest med de fem Sansers
umiddelbare Verden at gøre. Men paa den anden Side er Garborg
en saa virkelig overlegen Kunstner, at hvilke Veje han end vælger,
vil han vanskelig kunne undgaa at naa sit Maal. Og han har
løst den Opgave at binde vor Opmærksomhed udelukkende til det
svulmende Referat, han giver. Vi er tvungen til at kalde Bogen
god, fordi den forekommer os rig, indgaaende og klog. Den Følelse,
vi faar af, at der er Mangler ved den, lister sig bag paa os.
Foran vort Øje har vi en ung Piges Historie, der synes ikke at lade
noget uoplyst, og som anslaar alle vor Medfølelses Strænge. Ved
dette mærkelig klare, bidende, alvorlige og drillende milde Foredrag^
som Garborg har skrevet sig til i Morges lyse Nætter, daarer
og smærter og dulmer han os til at tro, at vi om denne unge
Pige virkelig véd alt, hvad vides skal. Først naar vi ved
Gar-borgs Kunst er kommen langt hen i den Stemning, han vil kalde
til Live i os, opdager vi, at den unge Pige, der tales om, dog
trods alt er holdt forunderlig paa Afstand. Hun er hans
Foredrags lunefulde Skabning, dristig og samtidig ængstelig for alt,
hvad der af Naturens Mod rører sig i hende — hun er jo
primsignet og kristnet i Norge —, Øjnene retter hun spørgende mod
os, men Garborg slipper hende ikke. Han svøber sine Ords
blottende Klædebon om hende, tager hende ved Haanden og gaar
bort med hende, netop som Morgenens graakolde Lys falder paa
hendes Skikkelse, og vi skulde kunne se hende klart.
Naar Garborg kun i ringe Grad dvæler ved de enkelte
Begivenheder i Romanen, og t. E. ikke lader sig forlede hverken af
Systuen i Kristiania eller af Høloftet, hvor Smaapigerne samles,
eller af Fannys Hjem, af Søsterens Hus, af Livet i Bageriet eller
paa Opbyggelserne o. s. v. til at danne Billeder, men overalt haster
efter at vise os Sagens Indhold og, som antydet, fra første Færd
sætter næsten hele sin Rigdom af dyre Betegnelser ind paa
Romanens Psykologi, hidrører dette rimeligvis fra, at han er kommen
til sit Stof paa en noget anden Maade, end det før er sket med ham.
Han synes ved denne Lejlighed at have haft et Helhedsindtryk
som Udgangspunkt og først bagefter at have dannet sig en levende
Forestilling om den Række af store og smaa Begivenheder, der
er gaaet med til at forme denne Helhed, medens han tidligere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
