Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - A. O. E. Skram: Et literært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en fantasirig, behersket Hast, en anspændt Ro i hvert enkelt Nu,
en Sikkerhed, som ikke forfejler sit Maal. Hvis man om Sommeren
løb paa Ski i Norge, og der iblandt disse Skiløbere var en, der
paa sin Fart ned ad de grønklædte Fjældsider havde set hver
flyvende Fugls Bevægelser og Farver, hver død Larve og al
Blankheden paa Bladene og Haren, der i Forskrækkelse var bleven
liggende i Lejet, og han kunde fortælle derom, saa det gnistrede
for vore Øjne, og vi hørte Suset og Stilheden, saa maatte denne
Mand være Hamsun. Han er ny og overraskende, og af Skabning
dansk-norsk af den Kielland-Garborgske Type. Han har intet
med Bjørnson at gøre, intet med de nynorske Sprogreformatorer.
Hans Bog maa læses. Dens Art og Værdi kan kun
sammenlignes med Russernes. Den vover det i vor spage Literatur ukendte.
Hans Jægers Beretninger er blege Studenteroplevelser mod disse.
Men videst og bredest mærker man i Bogen en Stemning, som
stod man under aaben Himmel og hørte en Præst med lappet
Kjortel præke Mildhed.
Mildhed mellem Menneskene, ikke Mildhed mod Gud. Som
Nordmand kæmper Hamsun endnu med »Gud«.
Vil man høre, hvorledes?
Han er paa Sultens umættelige Standpunkt, han vil have
Mad. Ved List faar han et Kødbén med en Smule raat Kød af
en Slagter, og han lister sig hen i en Smøge for at gnave af Benet:
»Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra
Benet, og jeg maatte ganske straks begynde at kaste op. Jeg
forsøgte igen; hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok gøre sin
Virkning; det gjaldt at faa det til at bero dernede. Men jeg kasted
atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en liten
Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel
ikke; saasnart de smaa Kødsmuler var bievne varme i Maven,
kom de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak
i at græde af Hjælpeløshed og gnaved som en besat; jeg græd,
saa Benet blev vaadt og skiddent af Taarer, kasted op, banded
og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted atter
op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.
Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj.
Jeg er i det voldsomste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt
og græder tænderskærende for hver Gang jeg maa levere disse
Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke
hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
