Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oliventræer, der hist og her afbrødes af en højt knejsende
Cypresses sortegrønne, blikstille Pyraraidekrone.
Piero Vannini skyndte sig ikke nedad. Han syntes, at
han havde noget at gøre med hver Sten, der skurede under hans
sømbesatte Sko, at det var hans Pligt at være gal i Hovedet paa
alle de Sten. Derfor sparkede han først stærkt og arrigt til dem.
Men saa tænkte han paa, at det altid var forkert at blive hidsig.
Og i sin Egenskab af Kommunens Øvrighedsperson turde han
heller ikke gøre Vejen endnu daarligere, end den var i Forvejen.
Naar altsaa Piero Vannini havde udgydt sin Hidsighed i et Spark
til Stenene, bukkede han sukkende sin krumme, arbejdstrætte
Ryg, pillede Stenene op og lagde dem tæt op ad Muren.
Kommunen Pietrabuja bestod af tre Dele, det vil sige tre
Klumper Huse, ordnede i tre Partier op ad en af Appenninernes
Forhøje. Forhøjen dannede en Skraaning mod Nord. Sammen
med de fra Syd skraanende Høje, som løb i en Krumning mod
Vest og saa brat bøjede mod Syd, dannede de en Bjærgknude.
Det var en ufrugtbar Skraaning, Pietrabujas mod Nord, beskygget
af de langt højere Klipper mod Syd. Der voksede kun sur Vin,
som solgtes for 10 Lire Fadet til Vinhandlerne. De brugte den
til at forskære Chiantivin med. Den var saa »neutral«, sagde
Vinhandlerne om Vinen fra Pietrabuja. Den lille Kommune var
godt gemt og aflukket, i lange Tider glemt af Autoriteterne. Der
var Folk, som i Slutningen af Halvfjærdseme endnu troede, ät
Storhertugen residerede i Firenze og endnu var deres Fyrste, og at
Pave Pio Nono endnu svang Frihedsfanen over Italien, Folk, som
ikke en Gang havde været i Firenze.
De fik at føle, at Italiens Enhed var en dyr Historie.
Forhøjede Skatter, trykkende Værnepligt, Krav paa Orden i
kommunale Sager, som de i gamle Dage havde overladt til vor Herre
lige saa ugenert, som de overlod ham Røgten af deres Vin og
Oliven, havde bragt de ældre Folk i Pietrabuja fra dens øverste
til dens nederste Klump Huse til at velsigne Storhertugernes Tid
og bande disse piemontesiske Djævle, som dog til syvende og sidst
egentlig var Franskmænd, slet ikke Italienere. Piero Vanninis
Fader, der ogsaa var Sindaco — ti Embedet var gaaet i Arv fra
Fader til Søn i fem Slægtled — havde en Gang fortalt, at han
havde i 1860 talt med en piemontesisk General i Firenze, men: »Saa
sandt jeg haaber en Gang at komme i Himmerig, .. jeg forstod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
