Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der op imod som en Svalerede med sine tre Etager, med Vinduer
hist og her, et oppe, et nede, et midt paa, et Par hist og her
paa Siderne. Husdøren laa under en lav Rundbue, et godt Stykke
over det Vindueskaos. Den var forsynet med et gammelt rustent
Ringeapparat, hvis Greb var smudsigt af fastklæbet Vejstøv. En
firkantet Sten med Mærket A X fi laa foran Døren i Jævnmaal
med Vejen, saa gik der to Trappetrin ned. Murens okkergule
Puds fik endnu en Smule varmt Lys af skraa Straaler fra den
dalende Sol.
Piero Vannini greb med sin store, tørre, sortegraa Haand i
Klokkens Haandtag, sukkede en to tre Gange, før han ringede.
Saa trak han løs med en vældig Energi. Et Ansigt, omhyllet af
et hvidt Tørklæde, kom frem i et af de over Døren skævt siddende
Vinduer.
— Hvem er det?
Venner, svarede Piero Vannini. God Aften, Signora Rosina. ..
Præsten har sagt, at ...
— Naa det er vor Sindaco ... Nu skal jeg komme.
En indvendig Slaa blev drejet fra. Piero Vannini steg op
ad en smal Stentrappe ad fugtige Trin op til, hvad vi vilde kalde
anden Sal.
En lille bitte lukket Dør laa ud for en Trappeafsats. Ovenover
den kom i et Slags lavt Vindue et Ansigt til Syne. En lille
kroget Næse banede sig Vej mellem to svulmende Kinder. Over
den sad et Par lystige sorte Øjne med kulsorte svære Bryn over.
De var endnu kønne de Øjne, og Øjenhulerne var smukt og
aflangt skaarne. Ejeren af disse Herligheder maatte have holdt
et Lys i Haanden, ti Hovedet med Haarene stod brandgult
flammende paa sodbrun Grund. Det nikkede, det glade Hoved, nikkede
gentagne Gange.
* — Aa, Herre Gud, det gamle Liv! tænkte Pietrabujas
Sindaco, hun vilde vist gærne have en Mand ... og naar man ikke
var Familjefader ... for jeg er heller ikke endnu bleven af Stok og
Sten. ... Men ... nej — nej — nej!
— Præsten har bestilt mig herhen, gentog Piero Vannini og
drev sit Ansigt ind i ret galante Folder.
— Kom ind og vent hos mig, Sindaco, ... vi er jo ikke
Aarsunger, nogen af os ... og jeg er heller ikke ene. Attilio
Ranucci har siddet og underholdt mig med at spille paa
Piccolofløjte, mens jeg har formanet ham til at føre et dydigere Levnet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
