Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hele Ansigtet strammede sig og brast saa ud i en Latter,
der bredte sig baade paa langs og paa tværs af det, mens hun
fremtvang Ordene:
— Aa den Attilio . . . det er en uforbederlig Gavtyv. Nu
lukker jeg op, Sindaco.
Piero Vannini kløede sig i Nakken under sin ludende
Filthatteskygge. Han var ingen Hund efter at se Attilio Ranucci;
han bar jo hans Afsættelsesdekret i sin Lomme:
— Nej, jeg vil hellere vente udenfor Hr. Sognepræstens
Dør, brummede han.
— Nej vent lidt, vent lidt, Hr. Piero ... Nu skal De se!
Lyset forsvandt med Husholderskens glade Ansigt, og kort efter
kom det atter frem, men foran det holdt hun en Fiascone i
Kurvefletning.
Vino santo1), Hr. Piero!
— Det var som Dævelen, mumlede Piero Vannini ... Ja
saa ... gaar jeg ind ... men ...
Inden han havde motiveret de flygtig opdukkende
Betænkeligheder, knækkede det i Laasen, og Døren sprang op til det lille
celleagtige Kammer med hvidtede Vægge, brun Sokkel, et Loft af
tætsiddende ogsaa hvidtede Bjælker.
En Kommode, to Stole med Straasæder, grønne, gule og
rødstribede, en stum Tjæner af Jærn, hvorpaa der hang alle Slags
Klædningsstykker, fra de intimeste til de anstændigste, og en
Jærnsæng med et blakket-gult uldent Tæppe, udgjorde Møblementet.
Paa Sængen laa Præstens Søstersøn, Skolelæreren Attilio Ranucci
og røg Cigaret med et fuldt Vinglas støttet op ad Hovedpuden.
Han slog Benene i Vejret og de med Jærnsøm tæt besatte
Støvlehæle sammen, saa de klirrede. Saa løftede han Glasset
og raabte:
— Leve vor skarpsindige, vor kloge første
Municipal-embedsmand i dette ærværdige gamle Rottehul, Pietrabuja! ...
Skænk ham sød Vin, min søde Skat, min Flamme, min svulmende
Rosina! ... Drik, Sindaco, af den hellige Vin!
Piero Vannini stirrede op i den henslængte Lømmels sorte
Overskæg.
— Hvorfor Dævlen drikkeri paa min Sundhed? spurgte han. *)
*) En sød toskansk Kloster vin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
