Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gianbattista Libri nærmede sig ængsteligt den sorte Skikkelse,
der delte Agestolens Sæde med ham. Trykkede hun sig tættere
op til den anden Side? Eller var det Indbildning. Gianbattista
Libri blev arrig, raabte og skreg til sit Mulæsel og sin Hest, dem,
ban ikke kunde se, mens Køretøjet langsomt krøb opad, til det
holdt foran Piero Vanninis, Sindaco’ens Hus, hvor Gianbattista
ifølge Loven skulde aflevere Kommunen Pietrabujas ny Lærerinde.
I Mørket lød en spottende Røst:
— Tak for Laan af Pisken, Gianbattista!
Det var Attilio, der rakte den ud imod ham. Den
forhenværende Skolelærer var naaet til Pietrabuja før Køretøjet.
Kommunalraadsmedlemmet turde eller vilde ikke gøre
Skandale lige overfor Frøkenen. Han bandte indvendig, mens
han rolig tog Pisken ud af Attilios Haand, som om der intet var i
Vejen. Han var endog for forfjamsket til at forhindre, at den
Lømmel hjalp Lærerinden ned ad Vognen paa samme ridderlige
Vis, som Stationsdrageren havde hjulpet hende op.
Gianbattista dundrede med Hammeren paa Sindacos Dør
lidt stærkere og heftigere, end hans daglige Disciplinfølelse
overfor hans Overordnede ellers tillod og svarede myndigere end ellers
paa Spørgsmaalet i den aabne Gang over Døren: Hvem der?
— Venner! Venner!
Slaaen blev skudt tilbage. Sindaco kom ned i egen høje
Person med en lille Lampe. Oppe paa Trappen stod en køn høj
Pige, svær og mørk, skyggende med Haanden for sit Øje for at
samle Lyset.
Den ny Lærerinde ... Signora Ottavia — eh, sagde
Gianbattista med et Tonefald, som gjorde han sin Kaptajn en Mælding.
— Bonicelli, fortsatte den magre Dame i en Tone, som om
det militært opdragne Kommunalraadsmedlem havde tvunget
hendes Stemme ind i samme Mældingsdur.
’— Ja Signora skulde jo egentlig have et Kammer i
Præste-gaarden, hvor der er Plads nok, men — sagde Sindaco.
— Det gaar aldeles ikke an, tilføjede den kønne svære
Pige der oppe paa Afsatsen. Hvad har jeg sagt, Fader ... Signora
ligger foreløbig i Jærnsængen i mit Kammer, for Rosina der ovre
i Præstegaarden er ikke at stole paa lige overfor Attilio. Vi
maa se Tiden an. Kom Signora!
Hun greb med sin store brune Haand Ottavia Bonicellis
sortbehandskede, trak hende op og trykkede sine svære, kønne,
Tilskueren. 1890. 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
