Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men den gode Pige gør o s ingen Skade. ... Menigheden vil dog
komme til at længes efter Attilio, den Ærkeslubbert.
Don Agostino roste bestandig Lærerinden, naar Talen faldt
paa hende mellem ham og hans Sognebørn.
— Udmærket dygtig ... Konsekvent ... Ser I, det er det,
jeg sætter Pris paa.
En Aften saa’ han Piero Vannini sidde ved et Bord
udenfor Kroen lige overfor den lille Kirke med den flade Facade.
Lyset legede gennem det ret kønne, slanke Klokketaarns aabne
Spidsbuer, stille, fredsommelig smilende. De to høje Cypresser
paa hver Side Døren drak en glødende Afskedsvin i Solens Strømme,
der varmende laa over Toppene, mens den nederste Halvdel af
Kronerne og Stammerne laa sortebrune.
— Vil Hr. Sognepræsten tage et Glas med to gamle Bønder?
spurgte Byens Sindaco.
— Ja et Glas Vand med en Tanke af Vermouth. Ah God
Aften, gamle Paolo Moroni! ... Er I ogsaa kommen ud af Jeres
Hule? Ja Varmen lokker os gamle Stakler ud ligesom Skarnbasser
og Frøer af Jorden. Gud være med Jer, gamle Paolo!
— Tak Velærværdige!
Den Tiltalte var en gammel, gammel Bonde. Hans spidse
Næse og Hage var lige ved at kunne naa hinanden. Hans Skæg
var halvt udvokset, holdt mere under Saks end under Kniv.
Stumperne stod op som Stubbe paa en mejet Ager. Hist og her
havde et Par Gran Snustobak forvildet sig mellem de struttende
Haar, der stod stive som overklippet Staaltraad og glitrede i Lyset.
Præsten satte sig ned.
— Det er en Fornøjelse at se, hvor godt I holder Jer,
Paolo Moroni.
— Ja, ja ... Det gør bare ondt i Lænderne ... Men det er
underligt, at Gud ikke straffer en haardere, sagde den gamle.
— Ja, ja ... Guds Langmodighed er uden Ende, sagde
Præsten og løftede Øjnene lidt paa skraa mod Himlen.
— Ja, den er aldeles vidunderlig, Hr. Sognepræst.
— Ja vel ... ja vel ... det siger jeg ikke noget imod ...
men hvorfor ser I saa fortabt ud, Paolo? ... Og I er heller ikke
glad, Piero Vannini.
— Man har mange Genvordigheder, Velærværdige.
— Ja, ja, ja. Det er sandt! Men vi er jo Syndere og kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
