Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun sprættede Støvvejen op med sin Pennekniv, tog et nyt
Eksemplar og talte videre:
— Saa vokser Røret, bliver tykt og svuldent, suger Saft,
Livssaft ud ad de Celler, som ligger her ... Dem kan I nu ikke
se ... saa gaar det livsfyldte Støvkorn helt her ned gennem den
der, som kaldes Griffelen ... og saa
— Ha, ha, ha, ha, lød en høj og forfærdelig raa Latter.
Ottavia rejste sig paa Kathedret og saa om i den tætte
Skare, som kransede dets Fod og stod op ad dets tre Trin. Hun
saa’ Latterens Fortsættelse i et bredt Grin paa en stor tolvaarig
Drengs Mund. Hun saa’ fast paa ham. Drengen sænkede sit
udhængende uforskammede brune Øje, drejede Hovedet og raabte
over til et langt Pigebarn: Det er lærerigt. — Kan du se
Anto-nietta ... mit søde Hjærte ... Kys mig!
Nu brød igen et Kor ud i raa Latter.
I en Fart var Erminia nede fra det øverste Trin og drev
Drengen en Ørefigen. Han gav et vildt Brøl fra sig.
Og et endnu vildere Brøl lød igennem den aabne Dør ved
Enden af den lange Skolestue.
En Hob Fruentimmer og nogle Mænd brød ind, vrælende
og hylende. Gennem Larmen kunde nogle Ord skelnes: Skældsord
af den sjofleste Art, rettede til Lærerinden, Fraser som: Ugudelighed
lærer hun vore Børn ... Svineri ... Utugt ... Liderlighed!
Der var sagtens ikke saa mange Kvinder, men de havde
forfærdelig stærke Lunger. Gennem dem alle lød en skrigende,
vild Røst:
— Madonna forbande dig, du Hedningekvinde!
Stemmen tilhørte Skoflikkerens Kone Sabina, hun vilde
værge for sit Barn, som Sognepræsten Don Agostino interesserede
sig saa stærkt for.
— Kom Ottavia, sagde Erminia og rakte Lærerinden
sin Haand.
Ottavia havde siddet ganske stille der oppe. Hun var
maaske bleven en lille Smule blegere end ellers. Men ikke en
Muskel havde fortrukket sig i det lille skarpe Ansigt. Hun knejste
og saa’ ud over den brølende Hob, lagde Armene foran sig paa
Kathedrets Bordplade; Fingrene pillede lidt ved de ituskaårne
Blomster.
Skaren af de voksne gennembrød efterhaanden Børnenes,
saa den kom helt op mod Kathedret. Sabina knyttede sin Haand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
