Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
da hun hørte, at Ottavia sov trygt, løftede hun Tæppet paa den
gamle, brede Sæng, trak sin Venindes ene magre, kridhvide Fod
frem, kyssede den store Taa og mumlede, mens Taarerne randt
ned ad hendes runde Kinder:
— Det er en Helgeninde! Det er en af dem, som den
gode Frelser personlig vil lægge i Patriarken Abrahams Skød ...
men gid det maa vare længe, inden det sker.
Saa dækkede hun til og for ud i Byen. Hun holdt bestandig
i Haanden den Jærnstang, hun havde revet ud fra Skoletavlen.
Hun fortrød, at hun ikke havde knust Attilio Ranuccis Hjærneskal
med den dejlige Jærnstang .. . Det Bæst! Han havde haft at
gøre med saa mange Piger i Byen ... Hun havde elsket ham for
ti Aar siden. Da hun havde født et dødt Barn, havde hendes
Fader forbandet hende, men da Barnet var begravet, havde han
bedet hende om Forladelse og velsignet hende.
Hun svang sin Jærnstang ud over Bjærg og Dal, som for
at gøre et Modstykke til Præstens Velsignelse. Forbandelse
skulde det ikke være, men en Tilkendegivelse af dyb Foragt.
Hun gik straks til Kroen. Ude fra Pladsen saa hun i det
af Tobaksrøg fyldte Rum Attilio staa paa en Straastol og holde
Tale. Udenfor sad nogle Mænd, Koner og Smaabøm.
Erminia pegede ind mod Lokalet og Taleren. De voksne
rystede paa Hovedet, men mente, at nu havde Don Agostino og
hans Hus Magten. Kristus var dog mægtigere end Garibaldi,
mente en halvhundredaarig Bonde.
Erminia fik at vide dels af de Folk, der sad udenfor
Kroen, dels af de Fruentimmer, som sad i de aabne Døre og
flettede Straa, at Lærerinden havde baaret sig forfærdelig ad.
Hun havde svaret den gamle Paolo, da han havde standset hende
paa Vejen til Skolen og sagt, at det var nok ikke gode Ting,
hun lærte Børnene:
— Jeg lærer dem det værste der er til . . . det er hvad
der er sandt. Jeres Præster har proppet dem med Løgne. Jeg
lærer dem, hvad sandt er.
Og Paolo havde været hos Præsten, og Præsten havde
bedet ham hente Sindacoen og Skolekommissæren, og alle tre
havde de spist Duer med Salat til hos Præsten ... Rosina havde
fortalt det, saa det maatte være sikkert. Selv Skolekommissæren
Gianbattista havde indrømmet, at det var for galt, at Ottavia
Bonicelli havde svaret Attilio Ranucci en Dag, da han mødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
