Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
meget ... og, hvor arrig jeg end kan være paa dem .... de kan
dog med Argumenter slaa baade min Fader ... naa det er jo let
gjort, for det har jeg saa mange Gange gjort ..,. men Gianbattista,
som dog har staaet ved Ingeniørerne! ... Naa, nu so ver vel den
stakkels Ottavia! Tænk, hvor Blodet rendte ned ad hendes
Kinder! ... Gud og Kristus! Sikken en ren Samvittighed ... hun
alligevel har! og nu hørte jeg jo ude i Byen, at baade Attilio,
det Bæst, og Gianbattista havde budt Lærerinden det samme, som
Attilio for 10 Aar siden bød mig, men Ottavia kunde bevise dem,
at de vare nogle Svin ... Hun maa dog være en Slags Helgeninde
... eller er det, fordi hun har saa lidt Kød og saa lidt Blod ...
og Madonna tnia! ... nu har hun maattet give saa meget Blod
fra sig ... Aa, min egen søde, lille Ottavia.
Hun brast i en saa vældig Graad, at hun maatte samle
Taarerne i sin hule Haand. Hun smed dem ned paa Vejen og
fejede samtidig Sveden af sin Pande ned ... to lige rigelige
Liba-tioner til Moder Jord ..!
— Dio mio! Der er hun jo ... der sidder hun midt i det
dejligste Maaneskin ... Aa, jeg som ... der rent har glemt, hvor
dejligt Maanen skinner! ...
Erminia faldt paa Knæ. Højt oppe i Kvistvinduet, svagt
belyst inde fra Kammerets Baggrund, saa’ hun sin Veninde Ottavia.
Kun et Par Gange i sit Liv havde Erminia været i Firenze, i
Klostret San Marco, set paa Fra Angelicos Billeder. Nu saa’ hun
saadant et Billede oppe i Kvistvinduets sorte Ramme.
Randt Blodstrimer endnu ned af det? Hun syntes, det var
saa. Blodstraaler i Maaneglans over de magre Kinder, over den
skarpe Næse!______
Blomster stod og spættede Bjærgskraaningen der ud for
Rækværket. .. Aa, hvor lidt havde det mindsket paa dem, at hun
og Veninden i Morges tidlig havde fyldt deres Favn med Blomster!
De mylrede jo de gule og de blaa ... kun mere svage i Farven i
Maaneskinnet ned ad den lange, lange Skrænt! Og det var disse
stakkels Blomster, som havde gjort hele Ulykken!
Erminia mumlede en Velsignelse for Ottavia.
Hun løb op ad Trappen. I Mørket tænkte hun: — Gud,
min Gud! Hun er staaet op af Sængen. Hun maa dø . . . Ja,
om hun døde, saa vilde det være, fordi hun er for god for denne
Verden. ... Havde jeg tre Læs Hestepærer ved Haanden og femten
Favne Grus, ... jeg vilde mase dem ud i Attilio Ranuccis Overskæg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
