Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hovedbindet . . . kun de graa Øjne lyste saa ekstatisk ud i det
halvmørke Kammer, under de nedludende hvide Loftsbjælker.
Hun havde foldet Hænderne under sit magre Bryst, de lange
hvide Fingre skilte sig kun utydelig fra det hvide, ubevægelige
Linned. Med sin blide, spinkelt fuglekvidrende Røst talte hun videre:
— Erminia, jeg har trængt saa meget til Kærlighed. Jeg
blev saa let forelsket i smukke og stærke Mænd ... først i mine
Lærere i Prato, saa i Skoleinspektøren i Firenze, og jeg bør tilstaa
det, at den Attilio behagede mig, då jeg saa’ ham . . . han er
saa smuk.
— Det Bæst ... det tror jeg nok, mumlede Erminia ...
men Gud ske Lov, at jeg sagde dig, hvad han var for en.
— Men jeg er jo saa grim. Naturen har gjort saa lidet
for mig. Hver Gang jeg har grædt og været fortvivlet over aldrig
at kunne vinde en Mands Hjærte, har jeg kastet mig i den store
Naturs evig aabne Favn. Saa meget forstod jeg af Giordano Bruno,
at han priste den store Natur, som lever i os alle, som banker i
vore Hjærter, som løber gennem Planternes Safter, som nærmer
Mand og Kvinde til hinanden, som skaber alle store Tanker i de
bedste og største Menneskers Hjærner, som giver Lyset dets Glans
og Tonerne deres Klang, hver Blomst dens Duft og Farve. Og
skøndt jeg syntes, den store Moder havde været saa karrig mod
mig og ikke havde undet mig Skønhedens og Styrkens Gave, hun
havde dog kaldt mig til Live og givet mig Hjærne til at forstaa,
Øjne til at se og Øren til at høre Alverdens Dejlighed. Da jeg
nu ikke kunde lønne den store Moder med at føde sunde Børn
og ikke kunde vinde nogen Mands Elskov, saa besluttede jeg at
tilbede hende i hendes Værker, at lægge mig efter at forstaa de
store Love, hun har givet. Og det vilde jeg lære de kommende
Slægter. Men jeg var ikke dygtig nok til det. Jeg har ikke lært
nok selv. Jeg har mangen Nat vaagnet og været angest for, at
jeg havde lært Børnene noget, som var galt, fordi jeg selv ikke
havde forstaaet det, jeg vilde lære dem. Jeg har lidt meget, du
har ikke hørt, hvor jeg har grædt; for du sov saa trygt. Og jeg
har været misundelig paa dig, fordi du var saa smuk og saa stærk,
saa modig og saa glad ... Mangen Gang har jeg sagt til mig selv:
Maaske har Naturen kun skabt dig til at lide, og saa har jeg
bedet til den store Moder, om hun vilde lade mig lide som Martyr
for Sandheden, for hende; ti hun og Sandheden er et, mener
Giordano Brnno. Kun en ringe Lidelse, fordi jeg selv er saa ringe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
