Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Herman Bang: Danmark—Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Desuden kom — for at tage alle Grunde til den stærke
Stemning i Kristiania med — Kejser-Turisten jo for anden Gang
i to Aar til Fremtidens Turistland. Hver Normand indsér, hvad
dette for Turisttrafiken vil faa at betyde. Og hvad mig angaar,
finder jeg det, maa jeg tilstaa kun højst naturligt, at Normændene
glædede sig ogsaa ved de gode Turistudsigter som hos os
Landmændene har lettere for at komme i Stemning, naar der er Haab
om en god Høst. Man kan jo ikke fordre samme Snæversyn paa
Turistsagen af alle Lande.
Alt dette burde vi have forstaaet. Og vor Presse burde
overfor Kejserstadsen have tiet — og ventet den uundgaaelige
Reaktion.
Alle de, som kender Norge, vidste, at denne Reaktion vilde
indtræde hastigt og særdeles mærkbart. I dette i Sandhed borgerlige
og demokratiske Land kan Kejserbegejstring kun trives som en
kortvarig Rus. Og Tysk-Begejstring vil trods alt paafaldende
Gemyttets Slægtskab mellem Folkene foreløbig aldrig blive mer
end Festdagsstemninger. Dertil er Statslivets Modsætninger hos
Nationerne for uhyre.
Altsaa: Reaktionen kom, da vi allerede havde grovelig
forløbet os. Den københavnske Presse havde endnu en Gang gjort
— sit Bedste.
Med hvilken Sorg, ofte med hvilken Beskæmmelse læser dog
ikke den, der staar udenfor og færdes for at sé og for at lære
langt fra Grænseskellet Valby Bakke og Amagers Vejrmøller, de
journalistiske Udtalelser fra Egnen om »Hesten«. Perioder og Partier
kan skifte. Navnene bliver andre. Men vore gamle Dumheder
sejler kun under nye Flag, og mens vi langsomt mister alt andet,
bevarer vi trofast ét: vore Feil. Vor Selvgodhed er udødelig. Den
hænger os de Klapper for Øjnene, som bestandig og paa alle
Felter hindrer os fra at sé vor egen Stilling. Den har altid
overvurderet os selv og fabelagtig undervurderet — alle de andre.
Den fejrede ved Kejserbesøget Triumfer.
Den muntreste Presse var naturligvis vittig. Vi er alle
uvidende nok til næsten altid at kunne være det. Vi er vittige
med Provinsboernes sølle Vid, hvem selve deres Snæversyn giver
Applomp og som fra den Krog, de aldrig forlader, dømmer
inappellabelt alt du haut en bas.
Af gamle Fordomme drejer vi Ordspil. Er det noget Under,
at vi faar Virtuositet? De Meninger og Anskuelser, over hvilke vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
