Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Arthur Aumont: Elsk Dyden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Trang og Udsvævelser hverver Rekruter for Skuepladsen, hvor
Kabale og Beskyttelse bestemmer deres Værd«. Skuespillerne havde
dog som Regel taget Studentereksamen og havde saaledes nogle
Kundskaber inde, men Skuespillerinderne? Rahbeks egne Ord er
i deres Kortfattethed talende nok: »Skuepladsen er ikke den Bane,
som et Fruentimmer af Opdragelse lettelig valgte; de, der betræder
den, er gemenlig Piger af ringere Stand«. Saaledes lyder en
sam-tidigs Beretning om Skuespilkunstens mandlige og kvindelige Dyrkere.
Man kan let forestille sig, hvilket Røre det maatte vække,
da den unge Rahbek under saadanne Samfundsforhold dristigt
erklærede: »Publikum og Skuespillerne maa danne hinanden
vekselvis«. Dannes af disse foragtelige raa Svirebrodre og disse
letfærdige Fruentimre, hvæsede sagtens Publikum: Aldrig! Danne dette
Publikum, hvis Bifald, hvis Klap, vi anstrænger os for at erhverve
ved Fjællebodsløjer og Heltetrampen, ved Koketteri og Lefleri,
tænkte rimeligvis Scenens Folk: det gaar aldrig an.
Paa Publikum ofrede Rahbek ikke mange Ord, han indsaa
fuldt ud, at Forbedringen maatte komme fra Skuespillerne selv.
Kun et eneste søgte han at indprænte i Publikums Bevidsthed: den
Skuespiller, den Skuespillerinde, der spiller sin Rolle godt, maa
nødvendigvis være »dydig« eller, tydeligere udtrykt, værdig til sine
Medborgeres Agtelse. Dette beviste han meget nemt: Menneskene
deles i gode og onde, de gode kan naturligvis kun fremstilles af
gode, og at onde skulde kunne fremstille onde godt, modbeviser
han ret snildt paa følgende Maade: »Naar en Skuespiller skal
forestille en Last, han selv er befængt med, siger man, da behøver
han jo kun at spille sig selv. Saa tilstaar da nogen sig selv, at
han har Laster? –––Tænker ikke enhver saa: saa slet en Karl,
saa stor en Nar er jeg ikke? Naar han da faar en slig Karakter,
spiller han langtfra ikke sig selv, men overdriver Rollen saaledes,
at den hverken ligner ham eller nogen anden dødelig__________Altsaa
er nok den hele Slutning falsk, at man forestiller den Last vel,
man selv er besmittet med.«
Gennem denne Bevisførelse søgte Rahbek at gøre Publikum
begribeligt, at en god Skuespiller eller Skuespillerinde var værdig
til dets Agtelse, og han formanede det fremdeles til Kræsenhed
ved Valget af dem, det ydede Bifald, ti »det krænker, det knuser
den tænkende Kunstner at faa Belønninger, som bortslænges i Flæng
og ligesom i Blinde.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
