Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - N. Neergaard: Nye Bidrag til 1864’s Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Løsrivelse fra Danmark, at trække Østerrig med sig Skridt for
Skridt og saaledes sluttelig gennem det danske Spørgsmaal vinde
den ledende Plads i Tyskland. I Baggrunden stod
Hertugdømmernes Anneksion til Preussen og sikkert ogsaa den afgørende
Kamp med Østerrig. At Ønsket om at vinde fastere Fod i den indre
preussiske Forfatningskonflikt og at faa Lejlighed til at aflægge
Beviser paa den ny Militærorganisations Fortræffelighed ogsaa har
øvet stærk Indflydelse paa Bismarcks Beslutninger, bekræftes
ligeledes fuldt ud gennem Sybels Fremstilling.
Men om end Bismarcks egentlige Hensigter overfor Danmark
i meget faldt sammen med de tyske Mellemstaters og do folkelige
Lederes, saa er det dog klart nok, at hans Veje maatte blive
saare forskellige fra deres. At stille sig i Spidsen for en
Forbundskrig mod Danmark med det Formaal at »skaffe Tyskland en
Storhertug til«, kunde selvfølgelig ikke falde ham ind og end mindre
at give Radikalismen Vind i Sejlene ved at overtage Ledelsen af
den Folkekrig mod Danmark, som i Tiden efter Frederik VII’s
Død var det tyske Fantasteris Yndlingsdrøm. Hans Formaal var
jo dog saa helt forskelligt fra Folkepartiets, og fremfor alt: han
saa, hvor farlig den danske Krig kunde blive i rent europæisk
Forstand. Det blev derfor en Hovedopgave for ham at hindre
en Gentagelse af hvad der skete i 1848—50. Ingen europæisk
Magt maatte drives til at tage Parti for Danmark, og Preussen
maatte sørge for at have Østerrig ved sin Side for hvert eneste
Skridt det gjorde fremad, — i alt Fald saa længe den
europæiske Grund endnu var usikker. »Vi har,« sagde Bismarck,
»i 1849 set, at det er snavs at staa en imod fire; to mod tre,
det giver et bedre Forhold«. I disse Ord ligger Nøglen til hele
hans Politik i 1863—64.
For det første fulgte han med saa langt han kunde ad
Forbundsbeslutningernes Vej. Ganske vist udtalte han allerede
paa et meget tidligt Tidspunkt i fortrolige Aktstykker, at han
ikke ventede sig paa denne Maade at naa noget Resultat, der
var værd at tale om, men »Forbundsvejen« syntes ham i 1863
den bedste, fordi den var den langsomste og fordi det, saa længe
den europæiske Situation endnu var mindre gunstig, forekom ham
at være det vigtigste at vinde Tid. — Efter Fredrik VII’s Død
stillede han sig i Modsætning til de tyske Mellemstater paa
Londonertraktatens Standpunkt: derved knyttede han
Østerrig fastere til sig, ti for det var den augustenborgske Prætendent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
