Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - N. Neergaard: Nye Bidrag til 1864’s Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det endelige Brud som sket, hvis Danmark d. 1. Januar 1864
satte Novemberforfatningen i Kraft. Bismarck fremhævede, at der
herved stiltiende gaves Danmark Betænkningstid, men Sybel gør
med Rette gældende, at »den der, som Østerrig, alvorligt ønskede
en fredelig Løsning, vilde bave haft afgørende Grund til saa
hurtigt og saa kraftigt som muligt, netop før d. 1. Januar, at
fremsætte sit Ultimatum om den ny Forfatnings Tilbagetagelse. Ti
højst indtil denne Termin fandtes der et Rigsraad i gammel Stil,
der lovligt kunde beslutte Tilbagetageisen, medens denne fra
d. 1. Januar at regne kun kunde udføres af den ny Forfatnings
Rigsraad, hvis Sammentræden, saa vel som Forfatningens fortsatte
Eksistens, de tyske Magter netop betegnede som Krigsgrund. Kun
et Statskup kunde da opretholde Freden, og«, føjer Forfatteren
ret impertinent til, »hvordan skulde vel den stakkels Christian
kunne drive det til et Statskup?«
Atter og atter gentager det samme sig: Bismarck driver
Østerrig frem, snart ved at benytte Skrækken for den tyske
Folkebevægelse, snart for Følgerne af dets isolerede Stilling i Europa
som Svøbe. De vilde Planer om at sætte »en Soldaterlavine« fra
Mellem- og Smaastaterne i Gang mod Danmark, for derved
fuldkommen at rive Ledelsen ud af Stormagternes Hænder, brugtes
saaledes til i Januar at fremkalde Østerrigs sidste afgørende
Indrømmelser før Krigen: at Stormagterne skulde »tage Slesvig i
Pant« med eller uden Forbundets Bemyndigelse og endelig Pistolen
for Brystet: det 48 Timers Ultimatum til Danmark. Østerrig
havde nu ganske mistet sit Ror; det var viljeløst i Preussens
Vold, og Grev Rechberg havde fuldelig gjort sig fortjænt til det
Øgenavn, den diplomatiske Verden hæftede paa ham: »Hr. v.
Bis-marcks Neger«.
Det næste afgørende Moment kom med
Londonerkonferencen. Det var her, som bekendt, Bismarck om at gøre
at undgaa Helstat og Personalunion, medens det derimod efter
Sybels Oplysninger kan betragtes som afgjort, at han ikke blot
pro forma men alvorligt ment har stilet hen mod Sies vigs Deling
som den sikreste og rimeligste Løsning. Det maatte imidlertid paa
Forhaand staa som meget vanskeligt at naa hertil, da selve hans
Allierede, Østerrig, og den af de neutrale Magter, som stod ham
nærmest, Rusland, endnu var stemte for Personalunionen mellem
Danmark og Hertugdømmerne under Kong Christian IX. Men
Personalunionen vilde Bismarck mindst af alt have med at gøre:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
