Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - N. Neergaard: Nye Bidrag til 1864’s Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det var definitivt at gøre sig det tyske Nationalparti til Fjende, og
det var at sige Farvel til Kieler Havn og den slesvig-holstenske
Kanal. Derfor maatte alle Sejl sættes til for at undgaa denne
Løsning; at de danske i første Omgang vilde forkaste den, haabede
han vel med Sikkerhed, men det var ikke nok: den kunde blive
ogsaa dem paatvungen af europæiske Hensyn.
Først styrkede han da sin Stilling i Tyskland og særlig
overfor Østerrig ved sin tilsyneladende Underordnen sig under
Forbundet og ved at slippe »alle Hunde, der kunde gø« i
Tyskland løs mod Danmark. Virkningen var stor, men endnu ikke
tilstrækkelig. Bismarck bildte sig aldrig paa noget Tidspunkt ind
»at være alene i Europa«, og navnlig nu, da han vel kunde
indse, at Enigheden med Østerrig snart maatte have udtjænt,
gjorde han intet Skridt uden europæisk Rygstød. Hos England
var intet saadant at vente; anderledes derimod med Rusland og
navnlig Frankrig.
Allerede fra Efteraaret 1863 havde Napoleon III, der i det
polske Spørgsmaal var bleven tilbagevist af England og Østerrig,
gjort en äf de pludselige Vendinger, der er saa betegnende for
hans Politik, og forsøgt en Tilslutning til Rusland og Preussen.
Dettes venlige Modtagelse af hans Kongresforslag havde yderligere
nærmet ham til det, og i Slutningen af November fremkom
Napoleon med den første af de fortrolige Meddelelser til Preussen
om det dansk-tyske Mellemværende, der skulde faa saa stor
Betydning for den Bismarckske Politik. Preussen maatte udvides,
udviklede Napoleon og hans Udenrigsminister for den preussiske
Gesandt, Grev Goltz, og Affæren med Hertugdømmerne bød den
gunstigste Lejlighed dertil. Vel maatte Frankrig for Øjeblikket
erklære sig bunden ved Londonertraktaten, men — Tiderne kunde
hurtigt forandre sig. Preussen burde imidlertid ikke gøre for
meget ud af Augustenborgerens Krav, men stile hen imod en
Deling af Slesvig efter Nationaliteterne og saa selv tage Holsten
og Sydslesvig. Til Gengæld kunde Preussen paa Kongressen eller
ved andre Lejligheder støtte den franske Politik, navnlig
overfor Østerrig.
Disse Tilnærmelser blev i Øjeblikket noget køligt optagne
i Berlin. Foreløbig var Alliancen med Østerrig det
væsentligste, og man vidste ikke ret, hvad man skulde tro om Napoleons
pludselige Varme. Maaske var det hele en Fælde, men, mente
Bismarck, man burde saa vidt muligt holde gode Miner med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
