Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - I. Manglerne ved Goethes Romanstil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En særegen Følge af Fortællerens stadige Fremtræden er
Diktionens Ufuldkommenhed, hvor Personernes Repliker gengives
i direkte Tale. Goethe har her øjensynligt ikke lagt den Vægt,
man kunde vente, paa at karakterisere og individualisere ved
Hjælp af Repliken. Et Eksempel er Mariannes Tyende og
fortrolige, den gamle Barbara. Man ser hende ikke for sig; hendes
Diktion er abstrakt og literær. Hvor ganske anderledes, hvor
meget bedre maler ikke Voltaire en saadan gammel Kærling, selv
naar hun forekommer i en af hans didaktiske Romaner med
filosofisk Tendens! Her taler hun som en Bog. „Og Felix?*
spørger Vilhelm. Kærlingen svarer: „Er Søn af denne ulykkelige
kun altfor ømt elskende Pige–––Jeg lader Dem ikke løs. Lad
mig hente et Dokument, som vil glæde og smerte Dem.*
Yderst fremmed paavirker os i Goethe’s Fortællemaade
dernæst Fortællerens gammeldags Fiktion af selv at være usynlig
Tilskuer ved de Scener, han beretter.
Saaledes straks i første Kapitels Slutning ved det glade
Gensyn mellem de to forelskede, Vilhelm og Marianne:
„Vilhelm traadte ind. Med hvilket Liv fløj hun ham ikke
i Møde! Med hvilken Henrykkelse omfavnede han den røde
Uniform og trykkede den hvide Atlaskesvest til sit Bryst! Hvem
vilde vove her at beskrive, for hvem sømmer det sig at udtale to
elskendes Salighed! Den gamle gik brummende til Side. Vi
fjæme os med hende og lade de lykkelige alene.*
Dette er rent ud pudsigt. Den gamle Koblerske tripper
knurrende bort og den usynlige Fortæller følger hende i Pluralis
majestatis for ikke at genere.
Besynderligere endnu for os er det, naar Goethe i saadanne
ømme Scener, af hvilke Romanen jo har adskillige, bliver og
snakker med.
Saaledes da Vilhelm og Grevinden for første og sidste Gang
omfavne hinanden. Det hedder her bl. a.:
„Hendes Hoved hvilte paa hans Skulder, og der blev ikke
tænkt paa Lokker og Baand, som tryktes sønder og sammen.
Hun havde slynget sin Arm om ham; han omfavnede hende
levende og trykte hende gentagne Gange til sit Hjærte. O at et
saadant Øjeblik ikke kan vare Evigheder, og ve den
misundelige Skæbne, som ogsaa forstyrrede vore Venner dette korte
Øjeblik!*
46*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
