Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - I. Manglerne ved Goethes Romanstil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortælleren under dem aabenbart al mulig Glæde af
hinanden og tager derved paa en ganske unyttig og tilmed lidt uklog
Maade Parti imod den herskende Samfundsmoral.
Dog allerbesynderligst er Stilen, hvor Fortælleren selv
erklærer sig for usikker over, hvorledes det ser ud i de skildrede
Personers Indre. Efter i lange Tider forgæves at have øvet sine
kokette Kunster paa Vilhelm sætter Philine sig en Dag ved hans
Side eller rettere paa hans Skød udenfor Husets Dør og kærtegner
ham for alle forbigaaendes Øjne. Hun skemter med ham fordi
han sidder der saaledes som Stok og Sten, gaar bort et Øjeblik
og siger: „Bliv kun, at jeg kan genfinde Stenmanden paa
Stenbænken".
Goethe fortsætter: „Denne Gang gjorde hun ham Uret; ti
hvor meget han end stræbte at afholde sig fra hende, vilde han
dog sandsynligvis, ifald han havde fundet sig ene med hende i et
Lysthus, ikke have ladet hendes Kærtegn uigengældte".
Endnu barokkere bliver dog Stilens Ubehændighed i
Skildringen af Forholdet mellem Vilhelm og Philine, Dagen efter at det
hemmelighedsfulde Nattebesøg i hans Sovekammer har fundet Sted.
Vilhelm véd paa Grund af Mørket ikke, hvilken Kvinde det er,
som har besøgt ham.
Lidt videre frem hedder det: „Ved Afskeden hviskede
Philine til Vilhelm: Jeg maa dog hente mine Tøfler. Du skyder
da ikke Slaaen for. — Disse Ord satte hami temmelig stor
Forlegenhed. Ti den Formodning, at Gæsten den foregaaende Nat
havde været Philine, blev bestyrket derved, og vi ere ogsaa
nødsagede til at slutte os til denne Mening, især da vi ikke kunne
opdage de Aarsager, der gjorde ham tvivlsom og maatte indgyde
ham en anden besynderlig Mistanke" — Aarsager, der vel at
mærke allerede bestemt ere antydede og som vi erfare i Romanens
Slutning: Ogsaa Mignon har nemlig tænkt paa, samme Nat at
snige sig til Vilhelm, dog i al barnlig Ærbarhed.
Som Supplement til dette underlige System, ifølge hvilket
Forfatteren ikke altid kender Heltens Tanker og ikke altid véd,
hvad der virkeligt er foregaaet, maa føjes, at der — for os endnu
mere gammeldags — ere andre som altid kende Heltens Tanker
og altid vide, hvad der i Romanen er sket, selv om det er sket
hemmeligt, i Mørke eller i det stille Sind.
Det er Mændene i Taarnet, det hemmelige Selskab med
Abbeden i Spidsen. Da Talen er om Opdragelse siger Abbeden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
