Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - II. Den skønne Sjæls Bekendelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Hollænderindes Renlighed i alle legemlige og aandelige Ting.
Hun er helt fordomsfri, og hun har hverken Tro eller Haab eller
Kærlighed; men for Tro Indsigt, for Haab Tillid, for Kærlighed
Standhaftighed. Man føler i hendes Nærhed Lykken ved at lære
et ganske klart Væsen at kende.
Natalie derimod er ment som en Skabning af idealere Art
med en ved Menneskekærlighed rigere indre Harmoni. Man tænker
sig Therese vel forfaren i at tælle, regne og lægge sammen.
Natalies Væsen medfører det geniale Snarsyn. Overfor Romanens
store Grundspørgsmaal, om man bør lade Naturen gaa sin Gang og
fare vild, eller man stedse bør springe til og stræbe at afbøde Faren,
staar hun ganske fremmed. Hun tænker hverken paa Vildfarelser
eller paa Farer, ser slet ikke saadan. Men hun ser overalt hos
Menneskene en Trang, en Fornødenhed: hos Barnet, der endnu
ikke kan staa paa sine Ben, hos den gamle, der ikke mere har
sin Førlighed o. s. v. Hvad hendes Øje af Naturen er dannet til
at opdage, det er den stille Attraa efter en Virksomhed, Driften
mod et Talent, Anlæggene til de hundrede forskellige Færdigheder.
Hun ser dette, hvorpaa ingen har gjort hende opmærksom, men
synes ogsaa født til kun at se dette. Og overalt hvor hun
iagttager en Mangel eller Trang, dér bringer hun en Erstatning, et
Lægemiddel, en Hjælp. Hun har, til hun lærer Vilhelm at kende
aldrig elsket erotisk og dog bestandig elsket.
Et Midtpunkt i Bogens store Kreds af Kvinder indtager endelig
en Art protestantisk Nonneskikkelse, den fine Stiftsdame, der skildrer
sig selv i den som Episode i Romanen indlagte sjette Bog.
„Bekenntnisse einer sehönen Seele“ er Goethe’s eneste
Forsøg paa at fremstille en religiøs Eksistens. Ellers gaar han,
ogsaa her i Romanen, udenom det religiøse; han lader det ligge.
Han erstatter det, hvor han kan. Selskabet i Taamet er ment
som en Art Erstatning for hvad Kirken i tidligere Dage var; det
er med andre Ord ment symbolsk: et højere Samfund uden
Traditioner og uden Dogma, men som gør Fyldest for Forsyn
og Gejstlighed.
Derfor ogsaa i „Wilhelm Meister’s Lehrjahre“ ved Mignons
Død som i „ Wahlverwandtschaften “ ved Ottilies Bisættelse
Indførelsen af en helt ny, poetisk Kultus, et nyt Ritual med Kor og
Modkor og Ceremonier uden Ceremoniel.
I den skønne Sjæls Bekendelser vilde Goethe naa ogsaa
til denne Pol: det fromme Sindelags Skønhed og Poesi. Han tog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
