Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - II. Den skønne Sjæls Bekendelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forstaar hans Fristelser og Fejl. Hin Stemme er Blodets,
Kærlighedsdriftens Stemme, der vaagner for sidste Gang og driver hende
over i Tro, en Tro, der i sit Væsen er Kærlighed. Ti, siger
hun selv, »sligt helbredes ikke ved Dydsøvelser, men ved Tro“.
Hvad er da Tro? Hvad kan det hjælpe hende at antage
Fortællingen om en forbigangen Begivenhed for sand? Troen
maa være en Tilstand i Menneskets eget Sind, og hun bønfalder
derfor den Almægtige: Skænk mig Troen!
En Dag lænede hun sig frem over Bordet, ved hvilket hun
sad og skjulte sit taarevædede Ansigt i sine Hænder. Hvad følte
hun da? Det var som om en Trækvind, et Pust, bragte hende
hen til det Kors, paa hvilket Jesus en Gang blegnede. »Det var
et Lufttræk", siger hun, jeg kan ikke kalde det anderledes,
ganske ligt det, hvorved vore Sjæle føres til en fraværende Elsker,
en Tilnærmelse, der formodentlig er langt væsentligere og sandere
end vi mene*. Fra det Øjeblik vidste hun, hvad Tro er.
Til den indre Klarhed, Fred og Fylde i hendes Sjæl er nu
kommet Sværmeriet. Til Sjælens Ligevægt, Frihed og Renhed
paa det moralske Omraade, til denne hellige Naivetet, har nu slaaet
sig Ekstasen, som i sit Væsen ikke er andet end Transpositionen
af den kvalte erotiske Længsel til det religiøse Omraade. Hun
føler i sit Sind en Ævne til at svinge sig i Vejret, der er hende
ganske ny: »Ved slige Fornemmelser svigte Ordene os*. — Netop
saaledes taler ogsaa en af sin Kærlighed opfyldt Kvinde. Hendes
Udsagn passer Bogstav for Bogstav i en dybt forelsket og
genelsket Piges Mund. »Jeg kunde svinge mig op over, hvad der
forhen truede mig, som en Fugl syngende og uden Møje flyver
hen over den hurtigste Strøm, foran hvilken en Hund bliver staaende
med ængstelig Bjæffen.*
Nu er i Stedet for Fredens Ligevægt Ekstasens
Søvngængersikkerhed indtraadt i hendes Sind. Naar hun til Slutning skal
sammenfatte sin Tilstand, skriver hun: »Jeg husker næppe mere
et Bud. Intet viser sig for mig i Skikkelse af en Lov. Det er en
Drift, der leder mig og som fører mig rigtigt. Jeg følger med
Frihed min Overbevisning og kender saa lidet til indskrænkende
Bestemmelser som til Anger*. Det er, som man ser, et frit
Menneskes stille og ydmyge Ord. Det er hvad den russiske
fremskredne Intelligentia kalder den umiddelbare Tilstand.
Hvad der har tiltrukket og i saa høj Grad fængslet
Goethe, det er øjensynligt, at den moralske Stræben her er over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
