Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - II. Den skønne Sjæls Bekendelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vunden i en Tilstand, der ikke har Etiken behov. Men interessantest
er det dog at iagttage den stadige Forveksling, som her finder
Sted, af det som foregaar i Sjælen, med det Spejlbillede af Sjælens
Bevægelser, som frembringer Fantasmagoriet af en Svæven ind i
det oversanseliges Verden.
Det gaar til som ved et bekendt, ofte forevist, fysisk
Eksperiment. Et Væsen, der lyder alle Jordelivets Love, Tyngdens
indbefattet (et Menneske, der f. Eks. ligger udstrakt paa et Bord)
viser sig ved et lovbetinget Fejlsyn svævende i Luften som et
overnaturligt, himmelsk Fantasma. Men er denne Skikkelse skøn,
saa er den lige skøn, selv om den i Virkeligheden er jordbunden
og dens Svæven Illusion.
Goethe har da her uden at sige et Ord til Fortolkning,
overhovedet uden at skrive en Sætning i eget Navn eller anderledes
end at den kunde være skreven af en troende Herrnhuterinde,
vist os en nobel Kvindesjæl, paa én Gang som den virkelig er,
underkastet alle Jordelivets Betingelser, og som den spejler sig i
den troende Kvindes eget Sind, frit svævende i Himmelrummet
nær sin himmelske Frelser.
Moralisterne have endnu den Dag i Dag ikke raset ud over
„Vilhelm Meister*. Vischer, Tysklands største Ærtetiker, skrev
faa Aar før sin Død om Romanen: „Man behøver ikke at være
nogen Ølfilister for at spørge, om det da er saa selvfølgeligt, at
en attenaarig Kræmmerdreng bliver lykkelig Fader. Ikke at en
Poet jo tør forebringe sligt, men dertil hører da endnu, at hans
Gamle, der erfarer det, i det mindste indespærrer ham otte Dage
paa Vand og Brød.........Og ved Philine dvæler Digteren sandelig
med mere Behag end Sammenhængen forlanger*.
Visehers Opfattelse glimrer ikke ved Aand; men han havde
i ethvert Tilfælde ikke saa helt skullet glemme den udførlige
Dvælen ved Herrnhuterindens Bekendelser, der giver Værket saa
kraftig en Modvægt mod Philines Skalkagtigheder.
Blandt de samtidige var Schiller den, som bedst forstod at
vurdere disse Bekendelser, som han roser for deres Undgaaen
af Andagtens trivielle Terminologi. Dette Afsnit, der saa stærkt
betoner Ophævelsen af Loven, stemmer harmonisk sammen med
Aanden i det hele Værk, af hvilket det udgør et Led. Aanden i
„Vilhelm Meister* gaar jo netop ud paa Opløsning af Pligtens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
