Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Dr. G. Brandes: Goethe-Studier. III. Valgslægtskaberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sunde og syge. — Fra sit moralske Standpunkt indvender
Charlotte, at det ikke er Valg, ikke en Gang Naturnødvendighed, men
Lejligheden, der skaber Forhold, saa vel som den skaber Tyve.
Hun glemmer, at Naturnødvendighed skaber Lejligheden.
Samtalens Resultat er for Læserile dette: Vi se
Menneskelivet foretegnet paa Naturens lavere Stadier. Vi se i Naturdybet
disse Stoffer, disse Væsener, der ikke er levende og der synes
livløse, inderst inde altid beredte til at træde i Virksomhed.
Ottilies Ankomst gør Forandring i Beboelsesforholdene.
Eduard og Kaptajnen tage nu Ophold i Slottets ene Fløj,
Charlotte og hun i den anden. Ottilie er lidet meddelsom, Eduard
finder hende underholdende. Hun spiser og drikker vedblivende
for lidt, men ser ikke desmindre saa godt ud, at hun er
Mænd-ene en Øjenstrøst; hun sammenlignes med Smaragden, er god og
sund for Øjnene som den. Ejendommelig er hendes
Tjænstvillig-hed, der, naar det ikke forhindres, stiger til Tjænstagtighed; hun
tager alting op for andre, selv for Mændene.
De to Herrer lægge nye Planer og indføre nye Forbedringer.
I Landsbyen gennemføres en schweizersk Renlighed. For ikke at
have den fuld af omstrejfende Tiggere, iværksættes den pudsige
Idé, at Pengebeholdninger nedlægges i Landsbyens yderste Huse,
saa trængende vejfarende først faa Understøttelse ved Udgangen
af Byen.
Smaa fine Træk (som det, at Kaptajnen glemmer at trække
sit Ur op) vise den almindelige Optagethed og Adspredthed. Man
glemmer Tiden under en Følelse af gensidig Velvilje og sjælden
Lykke. Charlotte havde i sin Tid ladet Moshytten gøre snæver,
egentlig kun til to; den første Samtale i Bogen drejer sig derom
og udviser, at den ligefuldt kan rumme tre, ja fire. Nu er man
for første Gang fire i Moshytten.
Eduard begynder at beundre Ottilie, at bære Kærlighed til
hende. Der er Ømhed i hans Væsen overfor hende; han beder
hende f. Eks. aflægge en Medaillon, hun bærer, for at den ikke
en Gang ved et Tilfælde skal blive trykket mod hendes Bryst og
give Anledning til Udvikling af en forfærdelig Sygdom. (Man ser,
at Forestillingen om denne Mulighed levende har sysselsat Goethe;
ti det samme Motiv er som tragisk benyttet i „Wilhelm Meister“.)
Eduards og Ottilies Hænder mødes, „de to skønneste Hænder,
nogen nogensinde havde set*. Han beder hende bestemme
Beliggenheden for det nye Hus, han vil opføre. Det skal grund-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
