Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Dr. G. Brandes: Goethe-Studier. III. Valgslægtskaberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
efter ham og efterhaanden drage de alle de tilstedeværende bort
med sig. Eduard lader da Fyrværkeriet afbrænde for sig og
Ottilie alene.
Kaptajnen tager i al Stilhed bort samme Nat; men medens
Charlotte nu giver helt og fuldstændigt Afkald og er forsaavidt
fattet, at hun vel ser en alvorsfuld Fremtid for sig, men ingen
ulykkelig, er Eduard henrykt i en anden Verden, betagen af sin
Kærlighed som af en Lykkerus.
Saa bliver da nu alt udtalt fra Charlottes Side. Hun retter
hæftige Bebrejdelser til Eduard for håns Lidenskab, men kan, som
venteligt var, paa denne Maade intet Indtryk gøre paa ham. Da ingen
af Ægtefællerne kan overvinde den andens Modstand, vælger
Eduard det noget passive Middel til Brud paa Situationen, at rejse
sin Vej, men han gør det under Trusel om at bemægtige sig
Ottilie, ifald Charlotte sender denne bort.
Han bosætter sig hemmeligt paa et ensomt Sted. Medens
Charlotte med sin virksomme Natur søger Sysselsættelse for sig og
Ottilie med Opdragelse af Egnens Børn, kan han kun uvirksomt
ruge over sin Kval.
Det Afsnit, der nu følger, er behandlet med en gammeldags,
os ganske fremmed Sentimentalitet. Ja man kan sige, at en
Følsomhed som denne for os er rent ud affekteret i sit Udtryk. Da
Mittler, der snart bliver Læseren utaalelig, opsøger Eduard for at
snakke ham til Rette, skildrer denne sit Fant%giliv i Ensomheden:
„Jeg skriver søde, fortrolige Breve i hendes Navn til mig; jeg
besvarer dem og opbevarer Brev og Svar sammen*. Hans eneste
Glæde er at drikke af Glasset med deres sammenslyngede
Forbogstaver. Som det har vist sig ubrødeligt, er alle Forhold
ubrødelige, der er besluttede af Skæbnen. For ham staar det nu,
som var alt det tidligere i hans Liv kun Forspil eller Forsinkelse
eller Tidsfordriv eller Tidsfordærv, indtil han lærte hende at kende.
Saa rejser Mittler fra ham til Charlotte. Hun haaber, at
alt vil give sig, Eduard atter nærme sig: „Hvor kan det ogsaa
være anderledes, da De finder mig i den Tilstand, hvori jeg er*.
— „Forstaar jeg Dem rigtigt?" udbryder Mittler. Hun beder ham
bringe Eduard Budskabet. Men Mittler afslaar; dertil er ethvert
Bud godt nok; han betragter det hele Anliggende som ordnet og
maa bort til Steder, hvor hans Nærværelse er mere nødvendig.
Goethe har, som man ser, ikke skyet den voldsomme Abstraktion
i Kraft af hvilken Mittler skal tænkes at bruge al sin Tid, Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
