Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Dr. G. Brandes: Goethe-Studier. III. Valgslægtskaberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for Middelmaadigheden end den, at Geniet er dødeligt", eller i
denne: „De største Mennesker hænge ved en eller anden Svaghed
sammen med deres Aarhundrede*. —
Parallelfigurer og paralleliserende Træk, der indføres i denne
lange Mellemakt, bidrage til at fremhæve Hovedpersonernes
Ejendommelighed eller Stilling. Saaledes er den raa og verdslige,
udvortes straalende Luciane, Charlottes Datter af første Ægteskab,
Modstykket til Ottilie. Saaledes ere Greven og Baronessen, der
nu optræde som forenede og lykkelige, modsatte de to adskilte
elskende. Endelig er Arkitekten og Læreren Kontraster, der
fuldstændiggøre hinanden. Artikekten med sin Kunstbegejstring, der
har meget af Goethes egen, har en sand Kunstners Sans for al
plastisk og malerisk Skønhed. Han arrangerer ved Juletid levende
Billeder og Ottilie maa i disse forestille Guds Moder. Goethe
skriver henrykt om hende: „Hun overtraf i denne Skikkelse alt,
hvad en Maler nogensinde har fremstilt". Begejstringen kunde
ikke faa et mere ekstatisk Udtryk. Hun kaldes „de‘t himmelske
Barn". Stilen antager saa lyriske Former som denne: „Træerne
havde burdet kunne se for at glæde sig over hende". Man føler,
at Ottilie det er Goethes Madonnaskikkelse.
Medens nu Arkitekten har Indsigt i al den Herlighed, som
Legemverdenen giver Udtryk, vurderer Læreren, som levende
misbilliger den hellige Kunsts Sammenblanding af det guddommelige
og det legemlige, det skikkelseløse som det højeste. Han har en
Israelits eller Muhamedaners Sky for at se det guddommelige gjort
afgudsagtigt ved legemlig Form. Hans Interesse er
Aandsdannelse, Opdragelse, og han siger meget Fint og Overraskende derom.
Saaledes betegner han „Afveksling uden Adspredelse" som
Opdragelsesvæsenets Løsen. Saaledes udslynger han det træffende
Paradoks: „Kvinden er skabt til at staa alene". Han forklarer
det saadan: Manden trænger til Mænd; Manden vilde sikkert
have skabt sig endnu en Mand, hvis der ikke havde fandtes
nogen; Kvinden derimod kunde leve en Evighed uden at det
[naar hun havde en Mand] vilde falde hende ind at skabe en
Kvinde til.
Læreren vil med sin gamle lidenskabelige Interesse for
Ottilie gæme føre hende tilbage til Pensionen, da hun er bleven
udrevet af den sammenhængende Undervisning. Goethe har her
den beundringsværdige Iagttagelse, at Ottilie, skøndt hun maätte
indrømme dette, i Grunden ikke forstod Læreren, ti hun fandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
