Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Dr. G. Brandes: Goethe-Studier. III. Valgslægtskaberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke mere Noget usammenhængende, naar hun tænkte paa den
Elskede, og hun begreb ikke, hvorledes uden ham noget kunde
hænge sammen.
Straks da hun erfor, at Eduard var udsat for alle Krigens
Farer, led hun forfærdeligt af Angest. Senere afstumpedes Ångesten
næsten til Følesløshed. Goethe har den dybe Bemærkning, at
Frygten kun kan spændes til et vist Maal, og denne Lov kommer
Ottilie til Gode.
Charlotte føder sit Bam. Det faar Navnet Otto efter Faderen,
men dette Navn er tillige Kaptajnens Fornavn; det er heller ikke
tilfældigt, at .dette Navns kvindelige Form er Ottilie.
Mittler indfinder sig og holder Tale ved Daaben, en saa
lang Tale, at den viser sig uheldsvanger. At den gamle, svage
Præst, som er tilstede, gærne havde sat sig ned, undgaar den
kraftige Taler, og tilsidst taler da Mittler den gamle Gejstlige
ihjel, der har maattet høre ham staaende. Paa denne indirekte
Maade ryster Goethe sin lette Spot ud over den brave
Ægteskabsmæglers Hoved.
Men saaledes sammenknyttes Fødsel og Død.
Ulykkestilfældet tager sig ud som et daarligt Varsel for det spæde Bams
Eksistens. Dette overlades til Ottilies Omhu og Pleje; men o
Under! dets Ansigtstræk og hele Skikkelse er Kaptajnens, Øjnene,
store og sorte, er Ottilies.
Paa dette Tidspunkt vender Eduard tilbage fra Krigen,
bedækket med Udmærkelsestegn. Han søger tU sit Hjem, han
øj ner i Haven Ottilie med Barnet, giver sig tilkende, ser Barnet,
ser Lighederne. Dette Barn fordømmer hans Ægteskab; det er,
siger han, avlet i dobbelt Ægteskabsbrud. Med andre Ord,
dette Barn er Goethes stumme Kritik over Eduards og Charlottes
Ægteskab.
Eduard og Ottilie hengive sig nu til den Tro, at de kunne
tilhøre hinanden; det er den kortvarige Stemningskulmination
før Ulykkens Indtræden. Barnet falder i Vandet fra Ottilies Baad
og dør. Skæbnen øver sin Grusomhed her som i „Meister*, hvor
Wilhelms ugrundede Mistanke bliver Skyld i Mariannes Forladthed
og elendige Død, og i „Faust*, hvor Hovedpersonens letsindigt
indgaaede Forbindelse med Gretchen medfører hendes, hendes Bams,
hendes Moders og Broders Undergang.
Budskabet bringes Charlotte; efter dette indvilliger hun i
Skilsmissen, Skæbnen vil den. Men nu mødes Eduard af Ottilies
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
