Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Dr. G. Brandes: Goethe-Studier. III. Valgslægtskaberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han ikke vil gøre nogen voldsom Ende paa sit Liv. Men han
spiser næsten intet, og da ved en Tjæners Uforsigtighed det ham
saa dyrebare Glas er bristet, tager han næsten ikke heller Næring
i flydende Form til sig.
Han dør, og med rationalistisk Brug af den religiøse
Terminologi slutter Goethe den Sætning, i hvilken han meddeler, at
dette nys saa bevægede Hjærte har fundet uforstyrrelig Ro: „og
da han var hensovet i Tanken paa Helgeninden, kunde man vel
kalde ham salig*.
Saadan er Gangen, og dette er Grundtankerne i denne
berømte Roman, Goethes mest fuldendte Frembringelse fra hans
ældre Dage, Typen for alle senere tragiske Ægteskabsromaner.
Det er en gammel Naturbetragters melankolske Bog. Dens
Kunst er nutildags noget forældet og gammeldags. Man ser
ikke synderligt skarpt Personerne for sig, hører dem sjældent tale
hver med sit Mæle. Vi har stadigt med Forfatteren at gøre, der
forklarer os Personerne og refererer Indholdet af deres Samtaler;
vi høre ikke disse Samtaler i deres Helhed og med deres
Øjebliksliv. I Stedet faa vi Ottilies Monologer, der ikke altid er
friske nok. Dog det, hvorved Bogen har beholdt sit Ry og sin
Interesse, er ikke Udførelsens Kunst, men Anlæggets Genialitet,
Ideens Nyhed og Dybde.
Mennesket ses ikke her i Kamp med andre Mennesker eller
inspireret af en Lidenskab eller udviklende sine medfødte Ævner.
Denne Bog er hverken en Æventyrroman eller en Elskovsroman
eller en Forbryderroman eller en Dannelsesroman. Mennesket ses
her ikke som den nye Begyndelse, der tager fat, hvor Naturen
slutter, men som en Del af Naturen, i Naturens Vold, underkastet
dens Love, der ligegyldige for den enkeltes Vel forene, opløse,
sammenføje, adskille.
Vi se en Mand og en Kvinde forenede, og saaledes
forenede, at der tilsyneladende findes enhver Borgen for dette
Forholds Alvor og Varighed. Det er ikke unge, letsindige Gemytter,
vi have for os. Dette er begges andet Ægteskab, længe attraaet
fra begge Sider. Dog brister det ved midtpunktflyende Tendens
fra begge Sider; men det brister uden Brud. Hverken han eller
hun bryder Ægteskabet i dette Ords almindelige Forstand. Det
brister inderst inde, netop fordi det bevares. Det Barn, der fødes
og som ved et Naturspil forfærder begge, er begges Barn; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
