Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Johannes Jørgensen: Tatere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af tiende Skov, hvor intet Menneske bor,
men Træer og Græs langs løvfaldsdækte Veje
hviler i evig samme vaade Hvile —
det samles for ham til et stemmeløst Kor,
der svulmer som en Høstbæk over sit Leje —
en Em af Sang fra alt, der dør og gror.
Der fødes en Lyd langt ude i Skoven —
en raabende Røst,
som tændes og flammer og slukkes.
Der stiger forvoven
en Sang i glade
Ord om et ungdomshaabende Bryst
og om solskinskækt Mod — —
nærmere mod ham Versene vugges —
det rasler i Blade
foran en vandrende Menneskefod.
Saa spaltes de Risbøges brune Krat,
og i Gabet staar én
med Øjne, der stirrer
sorte som Nirvanas evige Nat.
Lødden er gul som Marmelsten —
ved Mundens Vige det skiftende dirrer —
mens rank han gynger paa smalle Ben.
Bag ham bryder der frem en anden —
en firkantet Gut med et firkantet Skæg
ned over Bringens brede Væg
og en Pløjemarks Furer i Panden.
Den Ungersvend stirrer — kan intet faa frem ...
Men han, som kom sidst, sig tager om Skæget,
retter paa Sækkepibens Rem,
rømmer sig lydt og siger bevæget:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
