Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Johannes Jørgensen: Tatere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den kolde Lugt
af muggen Jord og muldne Blade
stod tæt i Løvfaldsnattens vaade Luft.
Igennem Mørkehavet stlrred
jeg op, hvor Stjærner hang
i legemløse, mørketvundne Kæder
fra Mælkevejens blege Bro og dirred.
Jeg saa dem glippe
mod mig med Blik, der grønt og gyldent brændte —
en evig Lues evige Arnesteder —;
af deres Kroppe Straaletraade sprang
som tynde Fingre under Himlen spændte.
Saa flød de over Mørket bort i Stimer
med Skæl af Sølv og Blod,
indtil de sidste blege Gnister døde
i fjærne Gab af Nat, hvor ingen Timer
er til, og ingen dagfyldt Draabe rinder
ud over Tidens ørkentomme Skaal —
hvor intet fødes, og hvor intet svinder,
men Bølger uden Lyd og uden Skum
gaar evigt frem igennem evigt Øde,
og Herren vandrer uden Med og Maal
ud over Natten, stor og kold og stum.
Da var det mig, som Byen rundt omkring
blev slettet bort, og Lygtelysets Strimmel
sank under Horizontens mørke Rand —
Oktobernattens Luft laa tæt i vaade
Lag over mørketæppede Markers Flade
af Land og Land og Land
mod Foden af den stjærneplettede Himmel
og ingen Lyd saa vidt mit Øre naaede–––-
den Time var det, da jeg blev Nomade ....
(
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
