Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Johannes Jørgensen: Tatere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Himlen staar bleg, og Skumringen spinder
Mørkevæv over det blanke Vand,
hvor Dampenes tynde Disstrimler stiger.
Sort ligger Skoven langs Søens Rand,
og lavt gennem Luften en Ugle skriger.
II.
Langs Grøftebræmmen af den hvide Vej
stod nys udsprungne Bøges blege Fakler
og lyste gennem Skumringsmørkets Taage,
og Foden traadte blødt paa faldne Rakler.
For det var Dugfaldstid en Kvæld i Maj —
hvor Sol er død, og ingen Stjærner vaage.
Og ned igennem Vejens Hegnslugt kom
de trende Tateres mørke Kløverkobbel.
Den tykke standser, snuser, ser sig om:
— Min Næse vejrer Duft af Hyld og Poppel,
og Flitterplanters Duft fra Menneskers Parker.
De andre tier. Deres Sind er fyldt
af Vandredagens Sol over komfyldte Marker
og Strandens sølvbroderte Bølge-Læg
og øde Sandbræm, bred og solforgyldt,
op mod en Grusskrænts gule Klippevæg.
De mindes Kvælden med de stærke Kys,
med Favnetag om unge, faste Hofter —
den aarie Morgens tynde Støvregnsdrys,
der laa paa Græs og Løv som sølvhvid Skimmel,
og drev som Em langs Eng og Skov og Tofter,
mens syngende Lærker prikked sølvgraa Himmel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>