Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - N. Neergaard: Om Alderdomsforsørgelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fejreste Blomst, anerkendte alle europæiske Stater i Praksis
Samfundets Pligt overfor de ubemidlede gamle og erhvervsudygtige.
Man henviste dem ikke til deres egne opsparede Midler og til
Slægtninges og Venners Forsorg, men man forsørgede dem paa
Samfundets Regning gennem det offentlige Fattigvæsen.
Hos os er jo det offentliges Forpligtelse i denne Henseende endog
bleven fastslaaet i Grundloven. Og Aarsagen til, at man saaledes
har hugget tværs igennem alle Teorier, er simpelt hen den baade
historisk nedarvede og fra enhvers egen Erfaring hentede Erkendelse
af, at den egentlige Arbejdsklasse ikke er stillet saaledes, at man
med Billighed kan forlange, den selv skal sørge for sin Alderdom.
Henviste man den hertil, vilde det i de fleste Tilfælde være at
henvise den til Sult eller Betleri, og mod dette har
Samfundsfølelsen instinktmæssig oprørt sig.
I Spørgsmaalet om Alderdomsforsørgelsen er det da heller
ikke selve Grundprincipet: Samfundets moralske Forpligtelse til
at støtte den udtjænte Arbejder, hvorom det drejer sig, ti om det
er alle enige, men det er om Formen og Betingelserne for denne
Understøttelse og om hvorledes Midlerne dertil ska) tilvejebringes,
det gælder. Derved, at man i vore Dage stærkere end nogensinde
før har indset den Ubillighed, der hersker paa disse to Omraader,
og krævet en Reform deraf, er det moderne
Alderdomsforsørgelses-spørgsmaal opstaaet.
I Virkeligheden behøves der heller ikke mange Ord for at
godtgøre det uheldige ved den bestaaende Ordning. Den hæderlige
udtjænte Arbejder, om hvem det fra alle Sider erkendes, at han,
saafremt han har skullet sørge anstændigt for sine Børns
Underhold og Opdragelse, afgjort har været ude af Stand til selv at
sikre sin Alderdom, henvises — lige saa fuldt som Drukkenbolten
og Dovenkroppen — til en Forsørgelse, ved hvilken han i heldigste
Tilfælde mister sin fulde personlige Frihed og en væsentlig Del af
sine borgerlige og politiske Rettigheder og i uheldigste maaske
underkastes en haard og krænkende Behandling. Den saa godt
som sikre Udsigt hertil, der for overordentlig mange staar som
den mørke Baggrund for deres Liv, kan ikke andet end svække
Selvfølelsen og Handlekraften, og for manges Vedkommende
bidrager Forvisningen om, at Fattigvæsenet dog tidligere eller
senere bliver Enden paa Legen til at de, endog førend det strængt
taget gøres nødvendigt, opgiver Ævret og glider ind under den
offentlige Forsørgelse. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
