Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Anselm Feuerbach. Med 3 Illustrationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paaviselig og altfor stor Begejstring dels for Couture, dels for
Veronese. Æmnet er i sin Aand Couturesk; Aretinos Død er som
et Varsel om det stolte Venedigs tilstundende Undergang. Coutures
lunkne Sensualisme er let genkendelig i et Par, der favner
hinanden, medens baade Billedets Komposition, Typer og Kolorit
minder om Veronese. Scenen foregaar paa en arkitektonisk
Baggrund, der synes direkte laant fra den store Venetianer; en
opvartende Morian, en Hund i Forgrunden, Kvindernes fyldige Skuldre
og brede Barme skylder Veronese helt og holdent deres Stil. Og
ogsaa til Himlens særegne blaa Farve og Drapperiemes brudte
Toner har Veronese været Forbilledet. Alligevel er Billedet
Opmærksomhed værd. Det ejer en Friskhed i Haandelaget, som var
ualmindelig i hine Aars Tyskland, og det ejer en dramatisk Patos,
en stor Højrøstethed, et ved selve Legemsmasserne virkende Liv,
som savnes hos Couture.
Man havde givet Feuerbach det Haab, at Carlsruhes Galeri
vilde erhverve .Billedet. Kommissionen traadte sammen, Billedet
blev afvist. Og næsten samtidig led han den Tort, at et andet
Billed, han havde malet, og som forestillede den hellige Antonius’
Fristelse, af Juryen for den tyske Afdeling paa Udstillingen i Paris
blev afvist „paa Grund af Billedets Genstand". I Fortvivlelse og
af Raseri skar Feuerbach Billedet i Stykker og kastede Stumperne
paa Ilden. Han var da kun 24 Aar gammel, og han vilde have
staaet magtesløs overfor Provinsens Bedsteborgere og smaa
Professorer i Kunstmaling, havde ikke Badens Storhertug, som synes
fra første Færd at have haft Blikket aabent for Feuerbachs
Begavelse, opfordret ham til at rejse til Venedig for at kopiere
Tizians Assunta. Med Udsigten til en aarlig Pension og i Haabet
om at naa Rom forlod Feuerbach jublende Carlsruhe.
Han siger selv, at det Aar, han tilbragte i Venedig, var ham
en eneste Drøm af glødende Længsel og begejstrende Forhaabning.
Femten Aar i Forvejen havde hans Fader været der, og Anselm
Feuerbach minder om det Sted i et af Faderens den Gang nylig
udgivne Breve, hvori det hedder: „Ich war verzaubert und wusste
die Formel nicht". Og han tilføjer: „Men jeg, Sønnen, skal finde
den, stol paa det––-i denne de dødes By vil jeg skabe noget
levende". Men „de dødes By* og de dødes Kunst havde
bemægtiget sig ham mere end han selv vidste. Han vilde male hele sin
Begejstring for Venedig ind i en stor kvindelig Figur; „Poesien"
skulde den hedde. Men i Stedet for at gribe i sit eget rige Sind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
