- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 7 (1890) /
875

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Robert Browning: Andrea del Sarto. Digt. Oversat af Niels Møller

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

saa kan jeg gaa i Morgen til mit Arbejd
frejdig og frisk som før. — Lad os forsøge,
i Morgen vil du glæde dig derover. — —

Din bløde Haand er i sig selv en Kvinde
og min det nøgne Mands-Bryst, som hun fylder. —
Og Tiden spildes ikke. Jeg vil bruge
dit Billed i de fem, som han forlanger.

Saa sparer vi Modellen. Sid nu saadan!––––––

min slange-myge Skønhed, trind og rund!

Hvor nænned du at hulle dine Øren
selv for at hænge Perler der? Du søde,
mit Lys, min klare Maane, Hvermands-Maane!
som Hvermand stirrer paa og kalder sin,
og som jeg gætter ser paa dem til Gengæld,
mens hun ser ud som ingens — og dog elskes.

Du smiler? ... Se, nu staar mit Billed for mig!

Nu fandt jeg, hvad vi kalder Harmoni.

Alting fortones i et graaligt Sølvskær,
et Dæmringslys; jeg ser os begge saadan,
dig ved den Tid, da du var stolt af mig,

(det er forbi, du) — mig til alle Tider;

Ungdom og Haab og Kunst er blegt og dæmpet
som den stilfærdige rare By derude.

Nu ringer Vesperklokken fra Kapellet.

Hvor dog den lange Klostermur histovre
knuger de Træer sammen, som den værner.

Nu gik den sidste Munk af deres Have.

Nu bliver Dagen kort; og det er Høst, —

, Høst overalt og Bladfaldstid for alle!

Det hele former sig og stemmes sammen,

som saa’ jeg nu mig selv og al min Gerning,

det jeg var skabt at være og at virke,

malt som i Mørkning ... Naa, Vorherre raader —

dog er det sært, det Liv, han la’r os leve —

synes saa fri og træller tungt i Lænker!

Han lagde Lænken, véd jeg. Lad den ligge!

Vend dig en Kende! — Se nu dette Kammer
her bag os. Du begriber ej min Kunst,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:39:31 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1890/0885.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free