Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - N. Neergaard: Bardenfleths Livserindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
miste sin Indflydelse. I Spørgsmaal som det om Holstens Stilling
til Monarkiet og om Troppesendelser til Holsten opponerede han
dog kraftigt og bestemt: han vilde, at de tyske Hertugdømmer
skulde have Lov at følge Tysklands Udvikling og at der skulde
sendes danske Tropper til Holsten, i Stedet for, som Flertallet vilde,
at indkalde det holstenske Kontingents hele Styrke. Bestemt
fralægger han sig, at han i hele denne Periode skulde have benyttet
sig af sit personlige Venskab med Kongen til at paavirke denne
og modarbejde sine Kolleger, og navnlig, at han skulde have
staaet i nogen som helst Forbindelse med Oppositionens Førere.
Først da han havde faaet Underretning om, hvad der d. 20. Marts
var vedtaget af Borgerrepræsentanterne og paa Kasinomødet, gik
han samme Aften sent til Kongen, drøftede med ham nye
Ministerkombinationer og fik et Statsraadsmøde fastsat til næste Dags
Formiddag. Rosenøms Meddelelse om, at Monrad var hos
Bar-denfleth om Morgenen tidligt d. 21. Marts strider bestemt imod
dennes egen Erklæring om, at han saa Monrad for første Gang
ved Sammenkomsten paa Slottet efter Folkedemonstrationen.
Bardenfleths Ministerkombination var, som bekendt,
Sponneck-Francke-Monrad, og det Program, han om Formiddagen d. 21de
udviklede for disse tre Herrer, var Ejderprogrammet. Han gør
sig ikke ringe Flid for at forlige dette med det
Modsætningsforhold, i hvilket han baade før og senere har staaet til dette
Program. Hovedbetragtningen er den, at da Oprøret faktisk allerede
var udbrudt, og da den tyske Enhedsbevægelse syntes
uund-gaaeligt at maatte drage Holsten med sig, var Helstaten i
Øjeblikket en Umulighed, Slesvigholstenismen selvfølgelig mere
uantagelig end nogensinde, og der blev da ingen anden Mulighed
tilbage end foreløbig at stille sig paa Standpunktet „Danmark til
Ejderen“. Han betragter Ejderpolitiken som en utilbørlig
Sønderlemmelse af Riget, som en Svækkelse af dets Forsvarsævne, som
en Politik, der til syvende og sidst vilde gøre Danmark afhængigt
af Sverig-Norge, men, siger han, „naar en Mand holder et skarpt
Sværd opløftet over mit Hoved og truer med i næste Øjeblik at
afhugge dette, saa søger jeg at give hans Hug en anden Retning,
selv om jeg derved udsætter mig for, at han afhugger mig en
Arm eller et Ben, ikke fordi jeg i og for sig tragter efter at blive
saaledes lemlæstet, men fordi jeg dog altid har det Haab, at et
saadant Hug bliver mindre ulægeligt, og jeg i alt Fald foreløbigen
redder min Eksistens". Som man vil se, aabner denne Motivering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
