Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skiftende Stemninger, hans Sindstilstand forandres, han forelsker
sig, han forloves. Og netop denne Stemnings - Skiften, denne
Karakterens Udfolden sig er jo Skuespilkunstens Speciale; i at
anskueliggøre den kan ingen anden Kunst tage det op med den.
Hr. Elbens Forelskethed røber sig kun i smaa Træk: han bliver
lidt aandsfraværende, hans Overlegenhed glipper, hans
Selvbeherskelse svigter et Sekund, han taler sig næsten varm. Men alle
disse Smaatræk er for det første teatralske, det vil sige, de kan
gøres hørlige og synlige; og for det andet vil de synes store og
tydelige og talende nok, saa snart de ses med Figurens vanlige
Væsen som Baggrund, altsaa mod dens Ladhed og ironiske
Til-knappethed og Følelses-Skyhed. Uheldigvis tilfaldt Rollen nu
imidlertid en Skuespiller, hvis Naturel er Spændstighed,
Fremfusenhed, Naivetet, alt det stik modsatte af Oskar Elbens.
Hr. Zangenberg dæmpede sig rigtignok af det bedste han kunde,
han holdt sig omtrent som en fyrig Hest, hvis Hoved er spændt
stærkt ned. Men hans Ydre, hans Blik, hans Holdning, hans
Stemme kunde alligevel kun daarligt komme ud af det med den
dovent ironiske Desillusionérthed; og hvad værre var, han
kunde ikke eller forstod saa ikke i Scenerne med Elbens
Ud-kaarede at slippe sig uforvarende og forsigtigt løs. Der blev ingen
Forskel paa hans Elben overfor Frk. Julie og paa hans Elben
overfor alle de andre. Og følgelig hlev Tilskuerne heller ikke
grebne af, de kom ikke til at lide med i Elbens lille
Forelskelses-Proces, der er saa godt som Stykkets hele indre Liv.
Ti regner man den fintformede og originale Hovedfigur
fra, saa oplever „I Provinsens" Personer ingenting. Udvortes
nok: for der kommer de baade til Bryllup og Fugleskydning og
gaar paa Visit og faar Visit og al den Slags. Men indvortes, i
deres Sindstilstande — ikke en Døjt eller da ikke en Døjt, det er
værd at tale om. Den kunstnerisk klare Dialog tegner meget
sikkert Omridsene til en Del Ansigter. Et Par af disse (en
forbindtlig-indskrænket Premierløjtnant med hans jappet-frejdige
Kæreste) har i Bogen et ejendommeligt Snit, et Par andre (navnlig
den forlegne Smørhandlerdatter) faar det paa Scenen gennem en
udmærket Fremstilling. Men at bringe Ansigterne til at skifte
Udtryk har Forfatteren ikke mægtet, og her har han heller ikke
ladt Skuespillerne en Mulighed aaben til at hjælpe ham. I det
Humør, med det Fysiognomi, hvormed en Figur farer ud fra første
Færd, i samme Humør og med samme Fysiognomi maa Figuren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
