Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mig i min Paletot, skøndt jeg søgte at forhindre det. Et Øjeblik
stod vi og saa’ paa hinanden. Hun var vistnok en nitten, tyve
Aar, men syntes yngre. Noget saa slankt og tint, næsten hen-
imod det sygelige, havde jeg ikke set. Skuldrene sad maaske en
lille Kende for højt, men hun bar Hovedet gratiøst; de dunkle
Øjne var paa en Gang blide og energiske. Kjolenederdelen sad
— imod den Tids Mode — temmelig stramt om Hofterne, og paa
disse slanke Hofter vuggede det sarte Overlegeme sig, som —
som — en Blomst paa sin Stængel ... jeg kan ikke finde nogen
anden Betegnelse! —
Vi stod som sagt et Øjeblik og ligesom maalte hinanden.
Saa spurgte hun sagte, idet hun saa’ ned for sig: Finder De
hende meget smuk — eller — meget elskværdig? ...
Jeg kunde ikke tvivle om, hvem hun mente; men førend
jeg fik svaret, havde hun fæstet sine Øjne paa mig og sagde:
.....Aa, det er skændigt — for han vil aldrig blive lykkelig
med hende.......men smuk er hun — hun har Figur — og det
er jo det, somMændene........ikke sandt, det er det, som......
aa jeg véd ikke, hvad jeg siger!
Hun græd, rev sit Lommetørklæde op og bed krampagtig
deri. Jeg stod maalløs. En saadan Ophidselse — et saadant
Udbrud havde jeg aldeles ikke forberedt mig paa. Jeg rakte
Haanden ud, trak den atter tilbage, ønskede mig hundrede Mile
borte, lovede mig selv, at jeg aldrig skulde optræde som Tillids-
mand og Fortrolig. Jeg bar mig ad som en stor Æsel og som
en lille Dreng. Og saa sagde hun, idet hun med ét lukkede
Døren op ud til Gangen, i en besynderlig tør, fjendtlig Tone:
Gaa saa! Jeg tror ikke, at De gør nogetsomhelst for
os!......
Og efter mig ned ad Trappen raabte hun bævende, med
sammenbidte Tænder: Hils Parret!
\ Jeg var ikke stor i mit eget Omdømme, da jeg gik hen ad
Gaden. Det var en dejlig Sommerdag. Himlen blaa, Folk glade;
Væddeløbssporten var lige indført hos os; alle skulde ud til Skoven;
en Kapervogn kom jollende forbi; Kusken vinkede, at der var en
Plads endnu. Jeg sprang op; jeg vilde ud til „Parrets" Landsted.
Han vilde have redet med i Gentlemansløbet; men i sidste
Øjeblik var hans Favorit bleven syg. Nu var han fortrædelig og
hilste mig tvungent. Hun var allerede væddeløbsklædt; en Kjole
af lyst Raasilke sluttede som en Amazones Pansersærk om det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
