Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— muligvis sine Opofrelser ikke ganske ubevidst — livlig, rastløs,
i Besiddelse af den fornødne Dannelse — en smidig Figur, der
utvivlsomt vilde gøre Karriere.
Min Opmærksomhed var delt mellem ham og de glade, for-
nøjede Pigebørn, der vilde more sig i Dag — og ikke havde Hoved-
stadsdamernes trykkende Fornemmelse af at være kendte og
iagttagne.
Pludseligt studsede jeg. I den lyse Sommeraftens begyndende
Dæmring — hernede under Træernes Kroner, hvor Kilde-Teltet
og Løvet skyggede — lagde jeg først nu Mærke til den yngste,
maaske Askepot iblandt Pigerne. Hun sprang som et Raavildt
fra Teltet over til Kilden for at hente en Karaffel Vand. Selskabet
skulde have den historiske Ryste-Toddy med Sandkage til; og den
„yngste" maatte springe. Hun var slank, spinkel, netop lige ud-
vokset; Kjolen lidt for kort; de fine Skuldre sad en Kende højt,
Hovedet lignede en Sydlænderindes, med denne skære, blege men
ikke sygelige Teint, som det dunkelblonde Haar indrammede paa
en saa rørende barnligt-jomfruelig Maade, og hvori et Par store,
lidt forbavsede Øjne ligesom svømmede i vage Anelser om at til-
høre en Skønhed i Knop, lige før Gennembruddet.
Hun havde lagt Mærke til at jeg iagttog hende__________hun
sendte mig et sky Blik — derpaa endnu et, nysgerrigt og dog trygt.
Derpaa var hun inde i Kredsen igen, og jeg opfangede kun
hendes Profil, som var regelmæssig smuk; en fint skaaren Kammé
har den ikke noblere. Der var ikke Sammenligning mellem hende
og Søstrene, om de end gennemgaaende havde et Familietræk, der
tiltalte ved noget ejendommeligt.
De lo og larmede, naturligt og uskyldigt, med en Dialekt-
farve over Stemmerne, der gjorde de fordringsløse Ord ligesom
betydningsfulde. Havde Hovedstadsdamer sagt det samme, vilde
min ungdommeligt strænge Kritik være vaagnet. Hun, den yngste,
var stille, som om hun følte sig tilsidesat — eller drømte — eller
ikke gad blande sig i Samtalen og Vaaseriet.
Et Raavildt mumlede jeg ved mig selv. En Aabenbaring
fra Skov — fra Hede — fra Mose .... hvor hun er sød! _
Og da jeg havde sagt dette: hvor hun er sød! syntes jeg,
at det var fornærmeligt. Hun var et Syn — en Aabenbaring i *
den dejlige stille Sommeraften — og ovenpaa alt dette ubehagelige
— som jeg nu syntes laa Aar bag mig — og som jeg kaldte for
væmmeligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
